'De rigtige' vs 'De simulerede'

Tekst: Jacob Maribo - VGSM 2007

I den moderne musikverden får vi lettere og lettere ved selv at producere, arrangere, editere osv. Mange har i dag en smart harddisc recorder, med en POD XT eller lignende stående ved siden af. Så kan man sidde i ro og mag, også midt om natten, og indspille det ene fede guitartrack efter det andet. For man skal jo ikke til at mic’e forstærkere op, som holder naboerne vågne og får politiet til at komme rendende i tide og utide.
Næ nej – på med hørebøfferne, guitaren i POD’en (eller hvad man nu bruger), indstille den til en Marshall 1959 med 4x12” kabinet, og så er det ligesom at spille med den ægte vare. Eller er det nu også det?

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange guitarindspilninger i tidens produktioner bliver foretaget via simulerede forstærkere og kabinetter. Lyden i disse kan også være ganske udmærket, og den almindelige lytter kan ikke høre en kæft til forskel (undertegnede er sikkert også selv blevet taget ved næsen i ny og næ). Men produktionerne er i dag også mere ’pumpede’ og giver et massivt udtryk, hvor instrumenter bliver en mere udefineret del af lydsuppen, kontra tidligere, hvor der var mere dynamik i musikken, og instrumenterne stod mere nøgne, og derfor trådte mere i karakter.

Jeg gad sgu godt høre, hvordan resultatet var blevet, hvis ’Electric Ladyland’ (Jimi Hendrix) eller ’Made In Japan’ (Deep Purple) var indspillet med en simulator direkte i pulten. Og hvordan ville Hendrix og Blackmore have følt det - her mener jeg med hensyn til respons og inspiration - hvis de havde stået med ’de simulerede’ i stedet for ’de rigtige’?

Nu er vi så fremme ved kernen – ved det som er essensen i det hele. Hvordan føles det som udøvende guitarist, både på scenen og i studiet, at spille gennem en simulator kontra en rigtig forstærker?
 
Personligt mener jeg og flere andre guitarister jeg har debatteret emnet med, at det kun føles godt under opstilling og nedpakning – resten af tiden er det sgu en flad fornemmelse. Også hvis man kun bruger forstærker simuleringen – dvs. slår kabinet simuleringen fra - og kører gennem en slaveforstærker og et rigtigt kabinet, er det en flad fornemmelse, selv om det afhjælper problemet væsentligt.

Problemet med simulering er ikke så markant, når man spiller med en clean velkomprimeret sound. Nogle foretrækker ligefrem at gå direkte i pulten med clean sound, da det kan give en mere hifi-agtig lyd end et guitarkabinet kan producere. Men når man begynder at snakke om hvilken som helst lyd, hvor man er mere afhængig at ”mærke” guitaren, dens respons og dens samspil med forstærkeren, falder simuleringskonceptet til jorden. Dynamikken er stærkt nedsat, og du får ingen sustain eller feedback forærende (der skal dæleme fyres grundigt op i hovedtelefonerne, hvis man skal have noget feedback ud af dem).

Problemet med dynamikken arbejdes der på at hele tiden, og det bliver da også bedre og bedre, men der er altså forskel. Især for de guitarister, der bruger deres volumekontrol meget, er det en torn i øjet, at lyden og fornemmelsen bliver kunstig, når man skruer lidt ned på guitaren. Allerede dér begrænser simuleringsmaskinerne sig til at virke bedst, hvis man har fuld skrald på guitaren og laver sine programmer ud fra det. I kontrast hertil kan man tage en rørforstærker, der er gain’et op til punktet hvor den ’knækker’ og bliver crunchy – sætte fx en fuzz foran - og du har muligheden for at gå fra clean til monster-kog, bare med din volumekontrol på guitaren.

Når du står/sidder/ligger i nærheden af en forstærker, der er skruet tilpas op for, opstår det guddommelige, at guitaren begynder at reagere på, hvad der kommer ud af forstærkeren. Her snakker vi om respons, sustain, overtoner og feedback. Det er præcis dét, der gør, at man kan spille med den samme lyd uden at opdage, at der lige er gået to timer. Man bliver så at sige madet med inputs, og det inspirerer! Det er, mener jeg, indbegrebet af ’god tone’.

Sidder man med guitaren og simulatoren direkte i pulten, får du intet. Fornemmelsen at spille med er ikke anderledes, end hvis du rev stikket ud af guitaren, og der skal kæmpes for at få det stoflige frem. Guitaren synger ikke længere, og der er ikke liv i tonen! Det er, mener jeg, en flad fornemmelse.

Der er to årsager. For det første er der, som beskrevet ovenover, ingen interact mellem guitar og forstærker. For det andet arbejder simulatoren ved at filtrere, equalizere og indpakke guitarens karakteristika, så den passer til det ønskede resultat. Det sker nogle gange i sådan grad, at man knap nok, kan høre forskel på om der spilles på den forreste eller bageste pickup, især når der er tale om distortion sounds. En god forstærker fremhæver guitarens karakter og afgrænser guitarens effektive toneområde på en helt anderledes naturlig og analog måde. Et radiorørs kompleksitet mht. at skabe dynamik, respons og overtoner er stadig også milevidt foran de digitale (og mere sterile) 0’er og 1-taller.

Nu har jeg nok med denne smøre udstillet mig som totalt anti-digital’er. Det er dog ikke tilfældet.

Simulatorer er et fremragende producerredskab – hurtigt og nemt. Man har adgang til et arsenal af forstærkertyper, som lyder et rigtig godt stykke hen ad vejen; især hvis guitaren ikke har nogen specielt fremtrædende rolle i det pågældende mix.

Man kan skabe masser af udtryk og lyde med digitale processorer, som ligger uden for det klassiske guitarsetups rækkevidde. Simulatoren har sine egne forcer, og er derfor et relevant alternativ til ’den rigtige’, i nogle sammenhænge.

Men er du som guitarist nået ud over at spille æoliske skalaer i tempo 1600, med en intetsigende Metalzone, og er du begyndt at få ørene op for, at ’tone’ er en ligeså vigtig del af dit udtryk som din teknik og sans for harmonik, kan du efter min mening ikke bruge en simulator til noget. Det er som sagt kun simuleringer, og følelsen af at spille på en topklasse forstærker kan du godt skyde en hvid pind efter – i hvert fald indtil videre.

En rettesnor mht. god tone er om du bliver inspireret mens du spiller. Hvis du bruger mere tid på justerer lyden og/eller bladre i programmerne end på at spille, er det måske et tegn på, at du ikke har fat i det helt rigtige. I det øjeblik du bliver revet med, og får en masse fra hånden mens tiden flyver af sted, har du fanget noget, der passer til dig.