Information

Citater

En jazzmusiker er en jonglør der bruger akkorder, i stedet for bolde
Benny Green

Artikler

Clinic - søndag den 2. oktober

Overvejelser det er værd at gøre, når du planlægger at købe akustisk guitar
.

Med udgangspunkt i sine egne valg og erfaringer med akustiske guitarer gennem en lang karriere taler den danske guitarist Finn Olafsson om, hvad det er værd at overveje, når man vil købe akustisk guitar.

Overvejer du at købe en ny eller en brugt akustisk guitar, vil denne clinic kunne hjælpe dig med at lede efter lige netop den akustiske guitartype, som passer bedst til dit behov.

Akustiske guitarer er meget forskellige i størrelse, trækombinationer, antal bånd til kroppen, halsbredde, åbent hoved/lukket hoved, to eller tredelt bund etc. - og hvad enten du strummer, spiller flatpicking eller måske fingerstyle som Finn Olafsson primært gør, så er der akustiske guitarer, som vil være mere velegnede til netop din spillestil end andre.

Hvad er karakteristisk ved mahogni, koa, ahorn eller indian rosewood? Er madagascar rosewood eller amazon rosewood en kompetent erstatning for brazilian rosewood? Og hvorfor er brazilian rosewood egentlig så ”highly sought after”? Betyder smukke indlægsarbejder noget for lyden?

Alt dette og meget mere kan du høre om i denne clinic med Finn Olafsson.

Finn Olafsson er kendt både som elektrisk og akustisk guitarist. Han dannede som 15-årig i 1968 den symfoniske beatgruppe ACHE sammen med sin bror Torsten Olafsson. Han var i 70’erne kendt som en meget langhåret, heftig leadguitarist, mens han i dag mest markerer sig med sit virtuose, karakteristiske akustiske stålstrengs guitarspil.

Finn Olafssons soloplader, og ikke mindst ”Acoustic Guitar” CD’erne, er legendariske indenfor guitargenren, ligesom hans guitarmusik, i samarbejde med guitar- og komponist makkeren Anders Roland, har vundet stor udbredelse.

Mange vil nok også kunne huske ham sammen med Pia Raug i starten af 80’erne og senere i samme årti med Anne Linnet. Finn Olafsson har desuden medvirket som guitarist og producer på et meget stort antal plader med mange forskellige bands og kunstnere.

Han spiller nu live i trioen Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson, som senere dette efterår udsender en live-DVD med sangene fra albummet ”Hyldest til Tony Vejslev & Frank Jæger”, som udkom i 2010. Han spiller desuden duokoncerter med Torsten Olafsson (tablas og shakuhachi) og kan også opleves ved solokoncerter.

Lige nu er Finn Olafsson i gang med indspilningerne til et nyt solo-album, som forventes udgivet sidst på året.

Se mere på www.finnolafsson.com