| Information |
| Information |
Tekst: Billy Cross - VGSM 2009
Jeg har begået en række dumheder med instrumenter gennem årene. Tilbage i 1968 var jeg nødt til at sælge en Blonde 1959 ES 330 fordi jeg ikke havde penge til at betale husleje. En trist oplevelse, for det var en rigtig dejlig guitar, men sådan går det jo en gang imellem. En anden gang solgte jeg en hvid 1962 Stratocaster til Ian Hunter. Jeg fik det samme for den, som jeg selv havde givet. Det var fint, for jeg har aldrig solgt et instrument til en anden musiker, for at tjene penge på det. Det er jeg ikke tilhænger af. Senere blev guitaren solgt videre for en højere pris end den var værd, og sådan kan det også gå. No big deal.
Den eneste gang jeg har solgt en guitar, og haft det rigtigt dårligt med det, var her i Danmark. Det var en 1954 Telecaster, jeg havde haft i over 30 år. Det var en udmærket guitar. Ikke en fantastisk guitar, men et rigtigt godt instrument. Jeg havde fået guitaren under temmelig bizarre, og bedrøvelige omstændigheder. Min kæreste havde smadret alle mine guitarer med en hammer, og jeg skulle have fat i et instrument meget hurtigt, da jeg spillede i ’Hair’ forestillingen på Broadway hver aften. Jeg havde cirka 6 timer til at få løst problemet inden showet, og fandt guitaren i The Music Inn på 4th Street i Grennwich Village. Det lykkedes på et hængende hår at nå tilbage til The Biltmore Theater på hjørnet af 47th og Braodway.
Gennem årene havde jeg fået en tiltagende følelse af at instrumentet og jeg ikke rigtigt passede sammen, og da jeg havde mange andre guitarer, kunne en anden lige så godt få glæde af den. Jeg besluttede at sælge den for hvad den var værd – ikke for at tjene penge, men for at sikre at den endte hos en musiker der ville være glad for den, behandle den godt, og spille på den.
En guitarist - jeg vil ikke nævne hans navn – som jeg havde kendt i nogle år her i København, ringede til mig og spurgte om jeg kendte nogen der havde en Telecaster hans søn kunne købe. Jeg inviterede ham og sønnen til at komme og prøve min guitar, og fortalte at jeg var villig til at sælge Telecasteren for en meget favorabel pris, på betingelse af at sønnen ville beholde guitaren, og ikke sælge den videre.
Hvis han, af en eller anden grund, ikke ville beholde den, ville jeg tilbyde at købe den tilbage for samme pris som han havde givet.
Senere fandt jeg ud af at faderen havde fortalt skattevæsenet, at han havde købt guitaren, og havde trukket den fra på sin selvangivelse. Ikke fordi han behøvede det, da han spillede i et af Danmarks mest succesfulde orkestre, og tjente millioner af kroner. Senere solgte denne mand, og hans søn, guitaren til en musikforretning i Ålborg, for meget mere end de havde givet for den.
Der befinder den sig nu bag en glasrude. Jeg så den på sidste års guitarshow – ingen spiller på den, den er kun til udstilling, og hele denne historie går mig meget på. Jeg får det dårligt af den form for uærlighed, og grådighed, og jeg vil nok aldrig mere sælge en guitar til nogen – med garanti aldrig til nogen i Danmark.
Â