| Information |
| Information |
Tekst: Søren Alwan - VGSM 2007
Nu er Gamle Trofast, som den gennem mange år har været kendt som blandt venner, jo trods alt ikke det ypperste samlerobjekt, da den har en afgørende detalje imod sig: Dens frontpanel er af aluminium, og ikke af plexiglas! Det er indlysende, at denne forskel i betjeningspanelets materiale gør, at den ikke kan lyde lige så godt, som en ’Plexi’ til en langt højere pris – uanfægtet, at kredsløbet og komponenterne er de samme i Gamle Trofast som i de sene Plexi´er.
Nå, nu skal vi heller ikke spille mere hellige end godt er, Gamle Trofast og jeg. Faktisk har der været en lille skævbidder og loddekolbe på spil engang for mange år siden, som konverterede ”Gamle Trofast” fra sin originale stand som rendyrket Superlead til en mellemting mellem Superlead og Superbass. Men omkring 1990, hvor jeg købte ham for et latterligt beløb, fordi alle dengang var mere interesserede i MIDI-racks og betragtede dén slags ”gammelt jern” med foragt, var der ingen, som kunne drømme om at løfte et øjenbryn over disse handlinger. Noget som i dag sidestilles mere med voldtægt end med hærværk, og skal man partout udføre dén slags ugerninger, har man værs’go at gøre det på reissues! Dér er det da begrænset hvor stor skade man kan udrette!
Således belært af tidens trend, var det med tungt hjerte, at jeg måtte konstatere, at Gamle Trofast, med nødsignaler og sprungne sikringer en masse, forsøgte at fortælle mig ét og andet om, at nu ville han enten pensioneres efter 37 års tro tjeneste og nyde sit otium i en samlers udstilling, eller også måtte noget gøres...
Allright, you wise old man – what are you trying to tell me? Jeg gik længe rundt om den varme grød og spillede i mellemtiden på hans seks år yngre søster. Men til sidst kom jeg dog til dén afgørelse, at jeg ville sætte ham i stand, uanset hvad puritanerne så måtte sige til det. Nu vælger man jo ikke de første og bedste donor-dele til ens livsledsager gennem mange år, så et stort researcharbejde blev iværksat – kun det bedste var godt nok til Jim Marshall´s babyboy.
De bedste kondensatorer blev fremskaffet – selvfølgelig fra den allersidste produktionsserie af hvad med nød og næppe kan betragtes som fra før verden gik af lave. Dette i sig selv kostede cirka en tredjedel af, hvad Gamle Trofast havde kostet i sin tid... Nå, kærlighed kan jo ikke gøres op i penge!
Uuuhhh, det gør lidt ondt at sætte loddekolben i sådan en fin, gammel sag! Men den umiskendelige duft af støv- og nikotinbefængt loddetin, der smelter for første gang i 38 år, breder sig trods alt i det lille loftskammer. Én efter én monteres de nye kondensatorer sig, selv om placeringen af især én af dem fremprovokerer et sprogbrug, der ikke er egnet til gengivelse på tryk.
Strøm på: Okay, Ingen Seest-tendenser - det tyder godt! Så vi bliver lidt overmodige og skruer volumen derop, hvor en Marshall for alvor bliver sjov...
Hvad f.... er nu dét, Gamle Trofast? To af dine udgangsrør er rødglødende?
Jeg troede ellers, at dén slags tendenser var forbeholdt din lillesøster? - Årrhh, det gamle l...! Nu havde jeg ellers altid gået og fremhævet Gamle Trofast som et særligt heldigt eksemplar af gamle Marshalls, der netop ikke led af Marshall´s konstruktionsfejl med at køre rørene på overspænding og de deraf logiske konsekvenser. Men efter de nye kondensatorer kom i, var driftsspændingen til rørene pludselig ’vokset’ med 60-70 volt – noget må have været nærmest rødglødende før indgrebet, skulle man synes! Så det lader altså til, at Gamle Trofast lider lige så meget under Marshall´s ’happy go lucky-approach’ til forstærkerdesign, som alle andre af dens 100 watts slægtninge. Dette havde blot været maskeret bag hans hidtidige småskranten.
Nu er der jo heldigvis gode råd at hente, når man kender de rette folk. Så en god bekendt med 30 års erfaring inden for rørteknik havde vist mig et lille trick med at installere et lille kredsløb, der kunne kurere denne lille lapsus. Udfordringen ligger så selvfølgelig i at få det installeret, sådan at Gamle Trofasts originalitetsværdi bevares forholdsvist intakt – dvs. at bore ekstra huller er jo da i hvert fald absolut bandlyst! Men det lykkedes mig faktisk at få lavet dette lille ’rescue-circuit’, så det kunne proppes i på en måde, sådan at man lynhurtigt kan pille det ud igen, hvis behovet skulle opstå, og derefter ville ingen ane, at det nogensinde havde været der.
Lidt småjusteringer med div. forstærkertrins arbejdspunkter senere, og Gamle Trofast var back in business – spindende som en kat! Nu er jeg ganske klar over, at der sikkert er adskillige vintage-freaks, som hjertens gerne skulle eskortere mig til skafottet på baggrund af de ovenfor beskrevne misgerninger. Men faktum er dog, at jeg i dag har en fed gammel Marshall, som kører sine rør inden for de tilladte rammer, og derfor ikke æder rør på overtid – alt i alt godt for driftssikkerheden! Husk på: Vi får ikke ligefrem smidt NOS-EL34´ere i nakken i disse dage, vel?
Men hva´ med lyden? Dét er jo trods alt det helt centrale spørgsmål, som det i reglen også kan lykkes at få overbevist selv de mest hårdnakkede vintage-fanatikere om, at det hele handler om. Tro mig - jeg er Marshall-freak helt ind til benet, og hvis jeg følte, at dette havde taget noget af magien væk, var disse indgreb havnet i skraldespanden, og aldrig kommet videre! Men jeg kan da kun sige, at da jeg for nyligt deltog i et lille, uofficielt Marshall-seminar, klarede Gamle Trofast sig formidabelt i konkurrence med 6-7 andre gamle Marshalls. Det er muligt, at han ikke længere er original. Men han ’sounds the part’ i en grad, som Jim Marshall ville være stolt af!
Så nu skal jeg blot lige have has på den sidste lille brumsløjfe i Gamle Trofasts forforstærker. Ak ja, man er aldrig arbejdsløs med dén slags ’gammelt ragelse’ i huset.