| Information |
| Information |
Tekst og foto: Boris Blinoff - VGSM 2008
Som gammel pigtrådsmusiker der har oplevet de glade 60´ere, og blandt andet har spillet opvarmning til Rolling Stones og Kinks, turnéret med Swinging Blue Jeans, spillet i Hamburgs Starklub i 1964 - ikke så lang tid efter The Beatles - kan det måske undre nogen, at man stadig kan begejstres over guitarer og de mennesker, der på hver sin måde udtrykker det der hedder musik. Men det kan jeg, hvad enten det er klassisk, rock eller blues.
Gennem flere år har jeg besøgt den årlige Blues Festival i Chicago. Det er jo et af de steder, hvor den elektriske blues fik rigtig fat, med tilflyttere som eksempelvis Muddy Waters. Som base har jeg, sammen med et par venner, altid benyttet et rigtig snusket hotel, i centrum af Chicago. ”TOKYO HOTEL” på 19 East Ohio Street. Helt oppe i toppen af den 15 etager høje bygning befinder sig to såkaldte suiter, der hver kan huse 6 – 8 personer.
Standarden på suiterne, og de øvrige værelser, der ikke er beslaglagt af kommunen til husning af subsistensløse, alkoholikere og narkomaner, kan kun beskrives som moden til nedrivning. Til gengæld koster en overnatning kun 20 dollars – kontant! Alle døre samt dørhåndtag, radiatorer, vinduer er dækket af så mange lag maling, at ethvert spor af det oprindelige udseende er udvisket, og der tages ikke hensyn til om vinduerne kan åbnes – det kan de ikke! Eller også kan de ikke lukkes.
Tæpperne på gulvet er så beskidte, at formodentlig end ikke den kraftigste støvsuger ville kunne afsløre hverken farve, eller mønster. Jeg havde fået oplyst, at det nok var klogt at medbringe et lagen til at rulle sig ind i, da man ikke kunne være sikker på sengetøjet var skiftet fra den forrige beboer.
Flere af mine rejsekammerater kom aldrig ned under de hullede, cigaretbrændte, sengetæpper, og ned på de ligeså hullede lagner, men lå ovenpå iført joggingtøj! Om badeværelserne vil jeg blot konstatere, at der var permanent rindende vand, på grund af hanernes tilstand.
Til at befordre os op og ned var der indtil for 2 år siden en mandskabsbetjent elevator! Nogle af de faste beboere var ansat til på skift til at sidde på en taburet, og køre elevatoren op/ned med et håndtag ligesom i en gammel sporvogn. Den dag i dag er jeg overbevist om at en af elevatorførerne var gammel nazist, eller medlem af Ku Klux Klan! Der var absolut intet positivt over den mand, og hans sprog - tværtimod. Som de øvrige elevatorførere led han tilsyneladende af en udtalt skræk for vand, sæbe og shampoo. Så fedtet var hans hår, at hvis han havde lænet sit hoved op ad væggen, ville han formodentligt have været fast inventar indtil håret faldt af. Sædvanligvis var vi 4 -5 personer, der tog turen op eller ned sammen med elevatorføreren. Det var hvad vi kunne holde til på grund af hans uddunstninger.
Oven på sådan en tur var det en god spadseretur på 20 minutter, i frisk luft, der bragte os ud til den store park, hvor der fordelt på 5 scener var musik med Buddy Guy, Homesick James, Pinetop Perkins, James Cotton, Paul Oscher, Betty Lavette, Big Bill Morganfield, Smekia Copeland, North Mississippi All Stars, Lonnie Brooks, Irma Thomas, Mavis Staples, Koko Taylor, Alvin Youngblood Heart, Bonnie Rait m.fl.
Så betød en elevatortur fra eller til intet.
.
Apropos guitarer, og guitarshow. Man kan virkelig tale om stort udbud af både nyt og gammelt i de forskellige guitarshops i Chicago. En af butikkerne havde 5 stk. - FEM stk. - replica af Claptons ”Blackie” strat til 45.000 dollars pr. stk. Derudover var der et rigt udvalg af Telecasters, Stratocasters, Gibson div. modeller fra starten af 1960´erne, med priser fra 8.000 dollars og opefter.
Som så mange andre, der på et tidspunkt i livet troede man ikke skulle spille mere, solgte jeg min 1964 sunburst Stratocaster for et latterligt beløb i 1968. Jeg er villig til at give i hvert fald 2.000 kr. for den i dag, men så skal der også være nye strenge på!
I 2004, efter mange års overvejelse, investerede jeg i en sunburst Jazzmaster, bestilt om torsdagen i Guitar Shop i Chicago og leveret med fly direkte fra fabrikken i Californien til forretningen om mandagen! Hvorfor så en Jazzmaster, når jeg nu i mange år har været inkarneret Stratocaster mand? Tilbage i 1963-64 var en af mine helt store oplevelser den Hollandsk-Indonesiske gruppe ”The Javalins”, der simpelthen var ekvilibrister på Jazzmaster, med 9 strenge (dobbelt E-H-G) og på Fender Showman og Echolette.
NB. Hvis man er interesseret i at se hvordan ”TOKYO” hotel ser ud, kan man se en videooptagelse på YOU TUBE linket: http://www.youtube.com/watch?v=s-fUk93645M