Yamaha Six String Theory Competition

Tekst og fotos: Johan Jørgensen - VGS magasinet 2010

En dag lå der en mail fra Berklee College of Music i indbakken, da jeg tændte for computeren. Den fortalte kort at der blev afholdt en international konkurrence for guitarister - konkurrencen hed Yamaha Six String Theory Competition. Af teksten fremgik det at den var arrangeret af et af mine store idoler, Lee Ritenour, i et samarbejde med Berklee College of Music.

 

Jeg var på sidstnævntes mailingliste, fordi jeg på et tidligere tidspunkt havde været meget interesseret i netop Berklee. Nyhedsbrevet fortalte lidt om konkurrencen, og at hovedpræmien var et fuldt scholarship til Berklee i 4 år. Javel så! Nu blev det pludseligt særdeles interessant, synes jeg.  

Situationen blev tænkt grundigt igennem. Der blev foretaget nogle overvejelser, men ikke længe, for der var selvfølgelig kun én ting at gøre – at melde sig til. Konkurrencen var delt op i seks forskellige genrer, og man skulle sende to Youtube videoer ind i en selvvalgt genre. Jeg valgte jazz/fusions genren. På daværende tidspunkt studerede jeg på Fridhems Folkhögskola, der er en ganske eftertragtet jazzhøjskole i Sverige. Jeg hev hurtigt fat i en bassist og en trommeslager fra skolen, og fik organiseret indspilningen af to videoer. Numrene var ’Riff’ af Wayne Krantz og ’Blackout’ af John Scofield. Alt dette foregik i december/januar, og nu var der så bare tilbage at vente.

Svaret kom engang i februar, og den første besked var en meddelelse om at jeg var kommet i top 25 af alle videoer som var sendt ind. Kanon! - Allerede en uge senere havde de foretaget den endelige udvælgelse - 17 videoer i alt var blevet udvalgt til at deltage i selve konkurrencen, lød beskeden. Heraf 5 videoer i min genre, og der var jo hele seks genrer at vælge imellem. Det kunne kun betyde én ting - hård konkurrence i netop den genre jeg havde valgt. De 17 udvalgte blev inviteret til USA, og det blev oplyst at stedet, hvor den store dyst skulle foregå, var The Broad Stage i Santa Monica, Los Angeles.
Herfra begyndte hele forløbet på en måde at blive lidt uvirkeligt, men en ting var sikkert. Dette var en chance som jeg bare ikke måtte gå glip af. Heldigvis ville en af mine gode venner gerne tage med derover, så der blev bestilt billetter til LA, og booket indkvartering. Så havde jeg lidt selskab, og var ikke alene i det store USA.

Vi skulle være 10 dage i L.A, for der skulle jo også lige være lidt tid til at se byen. Et fint lille motel på Hollywood Boulevard blev vores base, - så var der heller ikke så langt til alle de fede ting.

Mandag den 22. marts - det er dagen hvor jeg skal jeg spille mit konkurrencebidrag. Dagen før, altså søndag, er der rehearsal med musikerne. Jeg har fået tildelt en bassist og en trommeslager, begge lokale sessionmusikere, så de spiller sgu nok helt i orden, tænker jeg.

Vi skal øve på Exposition Rehearsal Studios, som er en masse øvelokaler, og sikkert også et studie. Jeg sidder udenfor lokalet hvor jeg skal øve, og venter på at det bliver min tur. Pludselig går døren til rummet op, ud kommer Lee Ritenour. Han går direkte over til mig og hilser på. Han skal lige besøge ’men’s room’, fortæller han - inden det er min tur til at komme ind og spille. Lige dér blev jeg sq'u ærlig talt temmelig nervøs. Første gang jeg skal spille med de musikere jeg har fået tildelt, og øve mine 2 numre, skal Lee Ritenour altså sidde og lytte på. Et ord beskriver det - nervepirrende. Men jeg gik ind og præsenterede de 2 numre – ’Mr. PC’ i en lidt funket udgave, og ’Drop and Roll’ af John Scofield. Knæene var en anelse bløde, men det gik fint, og Lee var rigtig flink!

Næste dag tog jeg så ud til Santa Monica, og fandt The Broad Stage, som er et helt nyt koncerthus. Et virkeligt tjekket sted med stagehands, greenroom, professionel lydopsætning, kamerahold, og hele molevitten. Hele konkurrencen skal optages til en mulig udgivelse på CD, fandt jeg ud af, og der skal laves videooptagelser, så alle deltagere kan få det selv (det er bare ikke kommet endnu). Inden koncerten skal vi lave lydprøve, og køre igennem numrene en sidste gang. Alle deltagere er skiftevis inde på scenen, og gå alt igennem, mens Lee sad i salen og kommenterede hvis der var noget der skulle ændres, eller bare kom med et godt råd. Det var selvfølgelig superfedt at få lidt god respons fra Lee himself!

En times tid inden koncerten begynder ankommer alle dommerne, heriblandt folk fra Berklee, Musicians Institute, Concord Records, og så Steve Lukather og Lee Ritenour. Umiddelbart inden koncerten får jeg snakket lidt mere med Lee, som havde bemærket jeg var fra Danmark. Han har i øjeblikket en dansk sangerinde med sig rundt, og kendte rimelig meget til Danmark, i betragtning af at han er amerikaner.

Så begynder koncerten, og det går temmeligt hurtigt derfra. Jeg opholdt mig mest i dressroom’et hvor der var monitor og lyd, så man kunne se alt hvad der foregik på scenen. Stemningen var ret nervøs, men blandt deltagerne havde vi det meget godt. Folk ønskede hinanden held og lykke inden man gik på scenen. Det var ret cool.

Da alle havde spillet deres første nummer, trak dommerne sig tilbage for at vælge seks ud. Det vil sige den bedste i hver af de seks genrer konkurrencen bestod af. Da de kom tilbage havde de valgt otte, fordi de ikke kunne blive enige. Situationen var nu at der var to deltagere tilbage i jazz, og ligeledes to i rock. Vi skulle på scenen for at spille vores andet nummer, og efterfølgende gik dommerne i votering igen.

Efter endt votering fik jeg først at vide at jeg var blandt de sidste seks, altså valgt som den bedste i kategorien jazz/fusion. En tysker blev udråbt som den bedste i kategorien rock. Nu var det tiden til at den helt store spænding skulle udløses, og placeringerne i den overordnede konkurrence afsløres. Placeringerne fra et til seks skulle tildeles. Alle deltagere stod sammen på scenen, og Mr. Lee Ritenour, var den der skulle råbe navnene op. Stemningen var intens - nu skulle det afgøres hvem der skulle løbe med hovedpræmien, 4 års scholarship! Jeg fik 3. pladsen, og det var nu ret fedt, trods alt! Jeg fik præmier fra D’Addario Strings, Moster Cables, og ikke mindst fik jeg en Yamaha klassisk guitar til en værdi på over 10.000 kroner. I tilgift har jeg skrevet endorsement med Yamaha.

Det hele var overstået – men det var super fedt. Vi, konkurrencedeltagerne, stod bagefter og hyggesnakkede med de store drenge. Lidt uvirkeligt! Jeg fik snakket med Steve Lukather, hvilket var super stort for mig, da han er et stort idol. Han kommenterede min indsats, og sagde spøgefuldt, ”I gotta go home and practice.” Vi fik også snakket om at han snart kommer til Danmark, og giver koncert med Toto.

Lige inden jeg skulle afsted gik jeg over til Lee, for at sige farvel. Han gav mig nogle rigtig gode kommentarer med på vejen. Dommerpanelet havde været enige om, fortalte han, at jeg var den der havde mest eget udtryk, og originalitet, af deltagerne i jazz/fusions genren. Derfor blev jeg valgt som vinder af den kategori. Det var vildt mærkeligt at sådan nogle hårde fusions drenge som Lee, og Steve L. skulle sidde og bedømme MIG, og derefter vælge mig som den bedste i den genre, som de selv er mestre i. Et skulderklap der betyder noget!

Efter koncertdagen var vi i LA et par dage mere, og jeg fejrede blandt andet min fødselsdag derovre sammen med vinderen af blues genren. Cool!

Inden jeg rejste til USA, spurgte jeg Fender om de kunne hjælpe med et økonomisk til rejsen. Jeg skulle nemlig selv betale alt, både rejse og ophold. De havde forståeligt nok ikke lyst til at sponsere min deltagelse i en konkurrence der hed noget med Yamaha. I stedet spurgte de om jeg ikke kunne tænke mig at være demo-guitarist på deres G-DEC III tourné, og det ville jeg selvfølgelig gerne! Så her i forsommeren har jeg været hele Danmark rundt og demonsteret G-DEC.

Med min deltagelse i Six String Theory har jeg helt sikkert fået lidt mere gang i min musikkarriere.