Når rigtige mænd dater

Det handler om helt almindelige, og som oftest godt og lykkeligt gifte mænd, der med lys og lygte leder efter den eneste ene…
Nu er der nok en og anden der straks tænker på krobal og snuskede singleklub-arrangementer hvor mænd sender sultne blikke efter  ethvert stykke hunkøn der måtte vove sig indenfor. Men nej! Jeg beklager, det jeg taler om er såmænd ganske uskyldigt.

’Den eneste ene’ kan være en rød Stratocaster fra 1962, magen til den barndommens guitarhelt spillede på, en Vox AC30 topboost med brunt panel og de originale blå ’Bulldog’ Celestion højttalere – eller måske bare en praktisk, og noget mindre eksotisk legekammerat af en Levin westernguitar fra slutningen af 60’erne . Ikke på nogen måde fræk og fancy, men helt igennem pålidelig.

Sammenligningen er måske ikke helt fair, men den lidenskab, seriøsitet og energi mange deltagere lægger for dagen ved en vintage guitarmesse er absolut ikke mindre end den man ser hos mænd der jagter den helt rigtige af det modsatte køn.
På en guitarmesse er der også nogle som udelukkende har interesse for næsten jomfruelige eksemplarer i absolut ’mint condition’. Selv den mindste skramme i lakken vil i deres øjne trække kraftigt ned i værdi. Andre igen tænder udelukkende på det let brugte, patinerede og satser kun på brugsværdi og god tone.

De mest eftertragtede modeller, som alle sukker efter, findes som regel kun i ganske få eksemplarer, og de opnår som følge heraf en næsten mytisk og ophøjet status. De fleste af os har faktisk kun set dem på billeder i ’savlebøgerne’ og aldrig rigtigt i virkeligheden. Bøger med den ene pinup-guitar efter den anden, som minder os om hvor almindelige og dødelige vi i virkeligheden er. Hvor langt springet er op til eliteklassen af guitarfetichister.
Vi drømmer alle om at finde en original 1959 Les Paul, eller en 1954 Stratocaster, men for de fleste af os bliver det ved drømmen. Er det mon nødvendigt at trække paralleller til Sophia Loren eller Marilyn Monroe hvis man er en ældre læser (her må yngre læsere selv finde på nogle ’lækre skuder’).

Der er mange lighedspunkter, men på andre områder holder ligheden også op. På en guitarmesse bruger mange deltagere en del tid på at rode efter originale løsdele – et fænomen der nok ikke ses tit til singleklub arrangementer.
Hvis man allerede har fundet ’guitaren’, er det højst tænkeligt at enkeltdele er blevet skiftet på et tidspunkt i dens karriere, og så kan der være en stor tilfredsstillelse i at opspore og erhverve lige netop disse dele igen. En manglende original skrue til slagpladen på éns gamle Telecaster, kan næsten blive en besættelse i sig selv at skaffe til veje.

Og så er der lige det med værdien.
Efterspørgslen på gamle guitarer er eksploderet, og jeg kan ikke komme i tanke om prisstigninger på noget som helst andet der kan matche de prisstigninger der har været på de mest eftertragtede modeller.
Ved årtusindskiftet lød vurderingen på en Les Paul Goldtop i rimelig stand på ca. 5000$, og over en periode på fem-seks år er det beløb blevet til mindst 20.000$.

Selv om jeg holder uendeligt meget af den model jeg deler morgenbord og tilværelse med, må jeg nok være realistisk og indrømme at hun ikke har oplevet en værdistigning på over 400 % over en tilsvarende periode. Selvom hun er i absolut original stand.