Hvorfor vintage?

Enhver der har beskæftiget sig med musikbranchen de sidste mange år, kan næsten ikke have undgået at stifte bekendtskab med ord som vintage og retrobølge.
Man har set måbende til mens rørforstærkere i tweedlook, relic og historic guitarer, samt analoge effektpedaler er skudt op på markedet som svampe efter en regnvejrsdag. Samtidigt har priserne på gamle instrumenter og grej foretaget en astronomisk himmelflugt. De nuværende tilstande er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Der har før været vintagebooms.

Begrebet vintage stammer fra vinens verden, og dækker over ædle dråber af speciel fornem kvalitet. Da især den elektriske musik jo ikke har så mange år på bagen, er vintagefeberen på dette felt selvklart af nyere dato. Man regner med at den først begynder at florere i 1970’erne. Dette er ikke særligt mærkeligt, da tingene jo skal have en vis alder for at kunne klassificeres som værende vintage. Der hersker nogen uenighed om hvor grænsen herfor går, men laveste fællesnævner synes at være mindst 25 år. For effektpedaler, der først kom til i 60’erne dog noget lavere.

Der er mange ting der gør ældre instrumenter interessante. En af faktorerne kan være populære kunstneres anvendelse af dem. Et kendt eksempel er amerikaneren Michael Bloomfield’s (Bob Dylan, Electric Flag m.m.) skifter fra Telecaster til goldtop Les Paul, til sunburst Les Paul. Hver gang han skiftede til et nyt instrument steg priserne disse dramatisk. I Europa sørgede de engelske bluesguitarister i 60’erne (Clapton, Green, Beck, Page, Taylor m.fl.) for at Les Paul-modellen, som på det tidspunkt var udgået af produktion, blev nærmest umulig at opdrive. Andre ting som f.eks. instrumentets farve spiller også en stor rolle. Her tænkes selvfølgelig først og fremmest på Fenders ”Custom colours”, som alene på grund af deres sjældenhed drev priserne i vejret, på trods af at stort set ingen navnkundige kunstnere havde anvendt dem. Når de omtalte faktorer går hånd i hånd, er betingelserne tilstede for en kanonisering til ”Hellig gral”. Her må det bedste eksempel være Gibsons Les Paul-model i farven sunburst fra årene 1958-60. Den blev kun fremstillet i et par tusinde eksemplarer, og er blevet flittigt anvendt af nogle af vor tids største guitar-ikoner. De handles i dag til priser mellem 500.000 og 1.000.000 kr. alt efter stand og nuancerne i det ofte ’flammede’ ahorndæk. Hvis instrumentet har haft en kendt ejer, kan prisen mangedobles.

Er disse gamle så virkelig også bedre?
På guitarsiden kan det hævdes, at man førhen havde adgang til bedre træ, som tilmed var tørret bedre inde det blev brugt. Med hensyn til forstærkere kan der nok opnås enighed om, at man godt kan få en moderne simulator til at lyde som en rørforstærker, men det føles ikke som man spiller på sådan en.

Når taalen falder på vintage-udstyr, er der en ting man ikke kan overse. Nostalgi-faktoren. Efterkrigstidens ’babyboomers’ kastede sig over den nye rock- og popmusik. Dette foregik, for de flestes vedkommende, under anvendelse af økonomisk tilgængelige instrumenter. Mange af disse tiltag blev afbrudt af uddannelse, karriere og familiestiftelse. Når man så havde overstået disse formaliteter, kunne man genoptage ungdommens musik på hobbyplan. Dette har været medvirkende til at også mindre kostbare mærker, som f.eks. Danelectro, Hagström, Höfner og Silvertone m.fl. har opnået vintagestatus. Det skal heller ikke glemmes, at mange af disse garagerockere i dag har opnået lønninger, der sætter dem i stand til at realisere den gamle drøm om et kvalitetsinstrument.
Har du selv hang til nostalgi og rockhistorie, eller vil se hvor meget den guitar du solgte da du gik i gymnasiet er værd i dag, så skal du besøge Vintage Guitar Show.