| Information |
| Information |
Sten Arlund Mogensen - VGSM 2007
Puff-klonk!!! sagde det, - og tyk hvid røg væltede op af min VOX-forstærker.
Der, i Kolding Hit House på 4. sal i Katrinegade engang i 1966, var min forstærker ”gået ned”. Publikum troede det var et bevidst nummer og ventede spændt på flere tricks, men VOX`en var færdig. Vi var nødt til at spille videre med to guitarer på samme forstærker resten af aftenen. Det lød, som når man kaster en masse tomme konservesdåser ned af en meget lang trappe. Mere ”garage” kunne det ikke blive.
I 60`erne var det ikke kun i de større byer som Århus, Odense og København, at unge musikere benyttede garagerne som øvelokaler når den nyeste beatmusik skulle kopieres.
Helt ude på landet, i provinsen, kunne man i lokalsamfundene finde unge mennesker der virkelig havde drømmen i sig, - drømmen om at blive rockstjerne. Også i Sydvestjylland var der masser af unge musikere der hver øveaften forsøgte at efterligne Pete Townshend, Ray Davis eller Jeff Beck og slap rimeligt fra det.
Det er det som bogen RIBER ROCK bl.a. handler om. Den handler om en tid hvor bilerne var kønnere, hvor der stadig var ledige celler i fængslerne og hvor medvind på cykelstierne endnu ikke var opfundet. Kort sagt, - der var en stor fælles opfattelse af begrebet skønhed, - af hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, - og en stor respekt for produktivt manuelt arbejde.
Det var en tid hvor man enten vaskede i VALO eller PERSIL, kørte i Volvo Amazon eller Opel Kaptajn hvis man var fra oplandet og i folkevogn eller Ford Anglia hvis man var bybo.
De fleste familier havde regning hos købmanden, som blev betalt hver den første og alle stoppede respektfuldt op, når man på gaden eller vejen mødte et begravelsesoptog på vej til kirkegården. Den lille blege NEFA-lygte var standard når der skulle cykles om aftenen og folk havde ikke mere travlt, end at de kunne besøge hinanden uanmeldt, uden kalender-planlægning flere uger i forvejen.
Men som Bob Dylan sang i foråret 1965 - ”The times they are A-changing”, så skete der også ting og sager i vores musikalske univers, da vi første gang over Radio Luxemburg hørte The Who med deres ”My Generation”. Det var i november 1965. Selvfølgelig havde Elvis været der, han var den største, ingen tvivl om det. Men han var gået på pension i filmindustrien. Det var blevet BEAT-TID.
”My Generation” væltede simpelthen hele vores forestilling om hvordan rockmusik skulle spilles. Vi var alt for ”pæne”. Men nu gik det så hurtigt fremad, at vi på vores første gruppebillede endnu ikke havde fået købt forstærkere til vores elektriske guitarer. Og spille!?