| Information |
| Information |
”Jeg føler ikke, at jeg mangler teknisk overskud, når jeg spiller. Men jeg går ikke op i, om guitarister generelt er teknisk dygtige eller ej. Man kan have imponerende ’chops’, som det hedder – og være kedelig at høre på. Eller man kan basere hele sin stil på få toner – og være superfed.” Ingen regler Jeg har lagt mærke til, at mange guitar-interesserede har en tilbøjelighed til kategorisk at dele tingene op og udelukke noget musik frem for andet; afskrive kunstnere, fordi de spiller "for teknisk", eller andre med argumentet: "det er for nemt". Naturligvis er det en forenklet beskrivelse, men man kunne godt ønske sig oftere at møde den gavmildhed at kunne glæde sig på andres vegne, eller opleve dén åbenhed, som er så vigtig for at kunne lade sanserne flyde og bare nyde noget, hvis det er godt på sine egne præmisser. Man møder i højere grad den åbenhed i udlandet end i Danmark. Der er jo mange årsager til dette, og at vi er et lille land er vel én af dem. Naturligvis kan man også støde på en helt anden form for åbenhed – nemlig dén, hvor kommentaren på mange års slid blot er: ”You suck’.” Steffen smiler og trækker på skuldrene. ”Det tager man med – det er jo prisen for at vise sig frem offentligt.” Begyndte med violin Et af bands’ne fra den gang var fynske Merzy, som turnerede rundt om i Europa, bl.a. som opvarmning for ZZ Top og ikke mindst Deep Purple, der på tidspunkt havde fået Steve Morse på guitar. Ham nævner Steffen i dag som en af sine inspirationskilder, og han ved også, at Steve sammen med bl.a. Joe Satriani er blandt de mange, der har lyttet til ham på Youtube. Der kommer jo af og til en mail med en kommentar … ”Man kan lære nok så meget hos sin guitarlærer eller hjemme i øvelokalet, men det er kun ude på vejen med et band, at du lærer at skyde den af og komme ud over scenekanten – og det lærte jeg med Merzy,” siger han i dag. Så dybt i ham sidder lærdommen, at han i dag arbejder med bassist Henrik Bjørn og trommeslager Mickey Hurricane (som har et noget mere afdæmpet borgerligt navn, der her skal være unævnt) fra det omtalte ensemble. Han udnævner dem uden tøven til at være en fremragende og noget overset rytmegruppe, og at dømme efter de seks numre på Youtube er det ikke det halve løgn. Velklingende og dynamiske trommer, som lynhurtigt lader sig skelne fra den digitale vare og en bas, der løfter og støtter gennem alle de mest artistiske passager. Steffen spiller fortrinsvis på Suhr guitarer, men der ryger også en 1979 Stratocaster og en 1996 ES-335 med i tasken fra tid til anden. Forstærkerne kommer også fortrinsvis fra Suhr, mens TC Electronic er den foretrukne leverandør af pedaler og effekter. Men Steffen er på en stadig og glad jagt efter det perfekte udstyr: ”På den ene side er jeg helt enig i den almindelige beskrivelse af forholdet mellem en musiker og gearet, han/hun bruger: det kommer grundlæggende til at lyde på samme måde, uanset hvad man spiller på og gennem. Fordi det i bund og grund er musikeren, der skaber lyden gennem sin måde at spille på. Men gear – og at være glad for det man bruger – er også vigtigt, fordi det kan inspirere og bidrage til nye idéer og til ny musik, siger han. ”Det kan også have den mentale effekt, at man simpelthen spiller bedre, hvis man synes, at det, der kommer ud af højttaleren, lyder godt og ”føles” rigtigt. Alle kender jo dét at prøve en ny pedal eller forstærker, og helt ubevidst forsøger man at kompensere, så den rigtige følelse opstår – man prøver at skabe et perfekt forhold mellem det man spiller, og den lyd som kommer ud.” ”En forstærker, som nogle mennesker synes er fantastisk – ovenikøbet kan det være en kunstner man selv holder af, der bruger den – kan føles HELT forkert, når man selv prøver den. Så den evindelige søgen er hverken forgæves eller grundlæggende ufornuftig, men blot en naturlig del af den udvikling, som man gennemgår. Men naturligvis gør det ikke noget, hvis man finder det, man søger, stiller sig tilfreds og ikke skal lede længere.” Selv om Steffen i øjeblikket spiller instrumental musik (han hævder dog, at han kan synge!) med et kraftigt fokus på guitaren, er det ikke som sådan den der er det vigtigste for ham – sigtet er til stadighed rettet mod musikken, og hvad den samlet set gør eller ej. ”Guitaren – og det jeg kan på den – er midlet, men ikke målet, og ikke det væsentlige for mig!”, understreger han. Fakta om Steffen Schackinger
Tekst og foto: Søren Wedderkopp - VGSM 2009
Guitarhelt med alle sanser åbne
Når man har to millioner hits på de seks numre, man har lagt ud på Youtube, så er der enten noget helt galt i, at man kun har solgt ca. 1000 CD’er. Eller også har hele ens familie ikke andet at lave end at sidde og høre en på deres computer. Og sætter den på repeat, når de spiser eller sover.Eller også har de eksperter ret, som har fortalt Steffen Schackinger, at der skal tusindvis af afspilninger på Youtube til, for hver gang, der bliver solgt en CD.
Hvad end sandheden er, så er de to millioner hits et faktum. Så mange gange er Steffen seks numre blevet afspillet, og tallet vokser stadig. Ikke mindst før, under og efter tilblivelsen af denne artikel har numrene fungeret som inspiration. Og som kilde til intens misundelse. Lad os få det af vejen med det samme: Steffen spiller en ret opsigtsvækkende guitar. Hans tekniske formåen er noget nær fuldkommen – uden at det virker som blær. Og hans egen holdning til det er også helt udramatisk:
Så har man det straks bedre.
Steffen uddyber:
”Jeg interesserer mig ikke for, om folk kan en masse eller næsten intet på deres instrument - teknisk set. Begge dele kan være både virtuost og fascinerende! Det er kun et spørgsmål om, hvordan musikken virker på mig. Og der er jo en masse faktorer, som bidrager til det – bl.a. feelingen, melodierne, fraseringerne/rytmik – og ikke mindst pauserne! Der er ingen regler - det skal bare være godt. Jeg kan elske at høre Stevie Wonder synge, men jeg kan også høre Cohen, Bowie eller Sufjan Stevens og synes, det er mindst ligeså godt. Det er klart, at mit syn på tingene har ændret sig gennem årene, og at det er et udtryk for, hvad jeg føler nu. Men det er vigtigt for mig at nævne, at på trods af, at min stil indeholder en del tekniske aspekter, er det jo ikke fordi, jeg mener musik kun kan være godt, hvis det bygger på de samme principper. Jeg gør det jo bare, fordi jeg spiller sådan.
Men der er ingen vej uden om, at Steffen trods det at han bruger ganske almindelige guitarer (dog i den bedre ende, det vender vi tilbage til), har flere strenge end de fleste at spille på. Han begyndte med violin i seks-års alderen, men skiftede via cello og klassisk klaver over til guitar, da han var omkring tolv. Teenageårene blev tilbragt i fem forskellige bands – og med at øve sig. Så da Steffen kom på konservatoriet som 20-årig, var han allerede ret langt fremme i skoene.
School of Rock
Men han fortæller også, at Merzy i sig selv var en slags ’School of Rock’ for ham.
Naturlig udvikling
Steffen Schackinger er meget bevidst om, at lyd bidrager til de følelser, man får, når man spiller.
Fulde navn: Steffen Olav Johan-David Fernando Schackinger.
Fernando er resultatet af et kompromis mellem den unge Steffen, der ville hedde Ferdinand, og hans mor, der kunne se, hvad dét ville føre til.
35 år gammel, bor i Odense med kone og tvillinger på 3 år, der begge græder, når far spiller cello. Den ene af fryd, den anden af skræk og smerte.
Inspirationskilder: Mark Knopfler, Jimi Hendrix, Eric Clapton, David Gilmour, Steve Morse, George Benson, Frank Zappa, Jeff Beck, Paco de Lucia, Stephen Sondheim m.fl.
Gear: Suhr Amp OD100 SE + (kun den rene kanal...), Voodoolab Pedalpower 2 strømforsyning, Boss Tuner, Pete Cornish LD-2, SS-2 og G-2 og NB 2 (Boost). - TC NOVA Drive og NOVA Delay. Nogle gange TC M3000 og G-major 2. Et 2x12" kabinet og et 4x12" fra CAA/Suhr.
Guitarer: Suhr Modern guitar, Fender Stratocasters og ES-335.
Kabler/Stik: Switchcraft stik og Canare GS-6 kabel. Cornish instrumentkabler.