| Information |
| Information |
Tekst: Per Ørum - Foto: Per Ørum m.fl. - Fra VGS magasinet 2010
Cowboyhat, tunge riffs og en '57 Stratocaster
Vi befinder os backstage på Langelandsfestivalen, i en bandvogn, og i baggrunden buldrer noget energisk heavy musik. Overfor mig sidder manden med cowboyhatten, guitaristen fra Gnags, Mika Vandborg. I dag dog uden hat, og som medlem af Nikolaj og Piloterne. Anledningen til dette møde er gammel – helt præcis fra 1957.
Det er kommet os for øre at Mika har været ude at shoppe, og at hans samling af ’håndvåben’ nu også omfatter en vintage Stratocaster fra førnævnte årgang, og som Danmarks eneste guitarblad må vi selvfølgelig vide noget mere om dette.
Mika har været en del af det århusianske musikmiljø siden han var helt ung, og spillede børnerock. I halvfemserne rodede han rundt og prøvede at lave rockbands, som han selv udtrykker det. Jeg begyndte at spille med Abdullah Ess, Camilla Jones, og de der mennesker fra det århusianske musikmiljø, som også Mads Michelsen var en del af. Jeg spillede også meget med de der ”Michael Learns To Rock” folk, i noget der hed ’Forvalterdrengene’.
Sådan var det dengang. Mika husker tilbage, og fortæller. Jeg fjollede rundt i Århus, drak nogle bajere, og spillede alt det rockguitar jeg kunne komme i nærheden af. Så blev man ældre, og så manglede Gnags en guitarist. Mads (Michelsen, red.) ringede, og så var jeg med i Gnags.
”Det er jo sådan at job’ene ofte tilfalder dem der er i vælten, er med på scenerne og rundt i miljøet”, siger han, og fortsætter: ” Jeg kender masser af guitarister, dygtige guitarister, som kan spille mig ud af bageriet, men de var aldrig rigtigt rundt, gjorde ikke så meget ud af det, måske var de også lidt kedelige. Jeg ved det ikke.”
VGS: Hvor gammel var du, da du begyndte at spille guitar?
”Jeg var omkring ni år, da jeg hørte Jimi Hendrix i radioen. Det ramte mig fuldstændigt! Jeg sagde til min far: ’Hvad var det? - Han hev ’Electric Ladyland’ frem, og forklarede mig: ’Det er jo Jimi Hendrix’ – og så stoppede jeg med at spille fodbold, og har spillet guitar lige siden.”
”Det er så 30 år siden nu”, fortsætter Mika, og forklarer: ”Det var et mærkeligt sammentræf, dengang. Ugen før jeg hørte Hendrix i radioen, skulle vi spille ’Rabalderstræde’ af Gasolin i musiktimen i skolen. Jeg fik stukket en guitar i hånden, fik vist en A7 og en D – jo, der var kun to akkorder i den version vi lærte dengang – og så havde jeg vistnok også fået vist en pentatonisk skala. Så jeg havde allerede fået lidt smag for guitaren, da jeg hørte Jimi Hendrix.”
Mika smiler da han tænker tilbage.
”Jeg har aldrig gået på musikskole. Jeg er selvlært. Min bror gik på friskolen, hvor alle århusianske musikere kom fra, og jeg gik på kommuneskolen. Han blev skosælger, og jeg blev guitarist. Det har vi grint meget af siden.”
Langelandsfestivalen larmer videre udenfor.
VGS: Vi er jo kommet for at høre lidt om den der Stratocaster. Kan du fortælle lidt om den!
”Ok,” Mika funderer over spørgsmålet, inden han svarer: ”Det er en guitar som, når man spiller på den, svarer på en måde man slet ikke er vant til. Den bliver aldrig for tynd i lyden, heller ikke på den bagerste pickup, og den bliver den heller aldrig for tyk i lyden. Selv mellempositionen mellem midterste, og bageste pickup, som jeg normalt ikke bryder mig om, lyder bare helt rigtigt på den her guitar. Den kan skrige, den kan være rund, og jeg ved ikke hvad! Jeg har haft 60’er Strat’er, og meget andet, denne her er ligesom bare 10 % mere af det hele. ”
Han er tydeligvis begejstret for nyanskaffelsen. ”Det er drømmen - altså at få maplenecken – det er sgu Fenders Stradivarius…”
Guitarens lak er krakeleret overalt, også bagpå halsen, og mellem båndende på gribebrædtet. Den har det klassiske ”jeg ryger cigaretter” brændemærke ved hovedet. Den tofarvede sunburst lak er ved at falde af i store flager, både foran og på bagsiden. Med Mikas egne ord, den er godt banket.
”Jeg synes den ser perfekt ud”, siger han, og griner.
VGS: Du har mange vintageguitarer, og nu også denne her. Mener du det er en nødvendighed for en professionel rockguitarist at spille på en original Fender fra 1957?
”Nej, ret beset er det jo ikke. På en sommertour med Gnags, kæmpestort publikum og derudaf, tror jeg ikke der er mange der kan høre om du spiller på en vintage Strat, eller en normal USA Strat, men det er heller ikke det det handler om. Det handler om at man får noget respons, bliver inspireret. Det har taget mig mange år at nå hertil, at få den guitar man altid har drømt om, den ultimative guitar, stradivariussen. Der findes ikke en bedre guitar i verden end netop den her, hvis du spørger mig. Jeg er jo grundlæggende en Stratocaster mand. Jeg har godt nok flere Les Pauls, men Stratocasteren er lige mig. Jeg tror det kommer fra Jimi. Ja, han spillede jo godt nok ikke på en ´57´er.
VGS: Hvordan er din rolle, som ny guitarist i sådan et gammelt rockband som Gnags. Er der en kapelmester der bestemmer hvad du skal spille?
”Hvis der er en kapelmester i Gnags, er det Mads Michelsen. Det er ham der er ankermanden, rent musikalsk, bag ved Peter. Jeg kunne godt få lov til at lave hvad jeg ville, men meget giver jo sig selv. Hvis der er et karakteristisk guitarriff i et kæmpehit, så ville man jo være åndsvag hvis man ikke spillede det riff. Det er jo en del af hittet. Så har jeg mit frirum i alle de guitarsoloer der er. Der kan jeg gøre hvad jeg vil. Det har jeg det fint med. Der er sikkert guitarister som ikke ville have gjort det på den måde, men sådan er jeg ikke. Jeg var jo kæmpe Gnags fan, som stor knægt, og var til mange af deres koncerter – egentligt var det også en drøm der gik i opfyldelse - at komme med i Gnags!
VGS: Nu har vi snakket Stratocaster. Er der andre favoritguitarer?
”Ja, den guitar jeg spiller mest på er min telecaster fra 1968, med en Bigsby på. Jeg bruger den ikke her med Nikolaj, hvor jeg har valgt at gå helt basic - Strat og Marshall - men ellers er den altid med. Så er der min Les Paul fra ´72. De to guitarer er klart mine favoritter, ved siden af Stratocasteren. De er gamle følgesvende, og de gør hvad de skal. De er pålidelige, og man ved præcis hvordan de lyder.”
VGS: Du spillede sammen med Dicte - på en akustisk eller halvakustisk guitar?
Dicte lavede en meget bluesinspireret plade; ”Gone to Texas” – så jeg dyrkede den stil i en periode. Jeg spillede på en Höfner, fortæller Mika, og griner højlydt. Med pickup i, for jeg er jo ikke rigtigt akustisk guitarist. Det interesserer mig ikke, det larmer ikke, og jeg kan ikke finde mig tilrette med dem. Mange andre er rigtigt gode til det, så det lader jeg dem om. Jeg havde lånt Höfneren af Laust Sonne, trommeslageren fra D.A.D. og det var lidt sjovt at spille på en guitar, som dybest set, var noget værre lort. Strengene lå enormt højt, og det var en kamp at spille på den. Men når man endelig fik den til at sige noget, så var det sgu fyldigt, og lød egentlig meget godt. Man kunne overhovedet ikke spille hurtigt på den - det tror jeg var sundt for mig. At blive trukket helt ned.
VGS: Nu er du så på tour med Nikolaj og Piloterne…
”Nikolaj og Piloterne, Dicte, LoveShop – her i sommer. Senere skal jeg spille med Allan Olsen i Århus, og så udkommer min egen CD også. Gnags holder pause denne sommer, så der er lejlighed til at prøve noget andet.”
VGS: Og med Nikolaj. Det er vel fri rock´n´roll for leadguitaristen?
Ja, lyder det begejstret, fra Mika. Det er fantastisk. Det er ikke særligt længe siden jeg kom med. Jeg havde lige fået denne her (klapper på Fenderen). Det var fedt, vi tog til Sverige og lavede en plade på en uge. Det er første gang jeg bare kan gå ud på scenen, tænde for min Marshall stack fra ´65, skrue op på 10, plugge min 57´er Strat i, og så spille. Det elsker jeg fand’me – back to basic…
VS: Du er kendt for at bruge vintage forstærkere. Ud over Marshallen, hvad er så dine favoritter. Hvad bruger du, og hvilke krav stiller du?
”Det kommer meget an på situationen. Jeg måske lidt mere kamæleon-agtig hvad det angår end mange andre guitarister. Jeg vælger forstærker efter hvad jeg skal spille. F. eks. her med Nikolaj kan jeg endelig gøre det enkle, altså Stratocaster og Marshall, helt i bund. Det passer perfekt her. Når jeg er ude at spille med Love Shop, er det noget helt andet. Jeg har et helt skab med T-rex effekter, 16 loops, whammy, store spacy rumklange o.s.v. - og spiller igennem en Fender Super Reverb, nogle gange sat i stereo med en Vox AC30. Der bruger jeg alle mulige moderne lyde som Hilmer Hassing, der desværre døde, har fundet på. Det er ikke et firser set up, men jeg dækker nogle firserlyde. Med Dicte er jeg helt nede og spille bare med en amp, og et pedalboard. Sidst jeg var på tour med Gnags var det Mesa Boogie, - kæmpe Mesa Boogie stack med 4 kanaler, og ikke andet. Det lød fedt! Touren før var det en Matchless, og en Vox. Som sådan er der ikke noget system i det, men jeg bruger altid kun top-amps, - de bedste amps man kan få.
Stakkels unge knægte som skal starte fra bunden, og i gang nu. Jeg har brugt 20 – 25 år på at få skrabet det rigtige grej sammen, siger Mika, og griner.
VS: Du farer rundt og spiller her og der og alle vegne. Hvor meget øver du?
Uha. Det bliver godt nok ikke til meget øvning. Man burde jo øve teknik, og det der lick man altid fucker op.
Jeg er i studiet stort set hver eneste dag, øver numre med de bands jeg spiller i, er på turne o.s.v. – så på den måde er jeg altid i gang. Man må finde en form, så man kan løse de opgaver man får, og for mig er det ikke tekniske skalaøvelser.
Når jeg spiller koncerter har jeg nogle faste rutiner - f. eks. noget fastlagt som jeg spiller hver gang på bestemte steder. Det værste er hvis man skal improvisere, og man mister inspirationen, så lyder det sgu som en død fisk.
Jeg er nok mest til live jobs. Når man står foran et hav af mennesker, eller er på det intime spillested, tæt på nogle positive mennesker. Det er derfor jeg spiller musik.
VGS: Vi skal høre lidt om din nye CD, som udkommer til september.
På min første CD, ’Under the Sun’ medvirkede Ida Corr, Laust Sonne, og mange andre. På min nye CD holder jeg fast i konceptet med at en ny artist synger på hvert nummer. På denne her synger jeg dog også et enkelt nummer selv. Nummeret handler om hvorfor jeg laver den her plade, derfor følte jeg det var naturligt at jeg sang det nummer.
Hvorfor synger jeg så ikke flere numre på pladen, kunne man spørge? Hvis man nu har skrevet et nummer, og man synes det lyder fuldstændigt som om at Allan Wegenfeldt skulle synge det, og han siger ja, når man spørger ham. Så er det jo det ultimative - ligesom at få en ´57´er Strat.
Henrik Hall har jeg spillet med på Love Shop, og når han spiller på sin mundharpe er det liv eller død. Det bulgarske kor Gypsies, synger om sådan nogle skæve skæbner. Det er 12 forskellige numre med 12 forskellige artister, men nummeret som stikker mest ud er nok det med Mads Langer på vokal. Vi mødtes ved noget Grammy award og fandt på at vi skulle lave noget sammen. Jeg sendte ham nogle af mine tunge riffs. ”Det der kan jeg godt li´”, meldte han tilbage. Vi fik skrevet et færdigt nummer ud fra den oprindelige ide, og så fik vi gudhjælpemig Justin Hawkins fra Darkness til at mixe det. Telefonen ringede hjemme hos mig en sen aften ” What do you think about the mix?”……Hvad - det var Justin Hawkins som lige ringende. Jeg havde ikke downloaded nummeret endnu, så det skyndte jeg mig at gøre. Det lød fantastisk. Jeg var dog ikke helt tilfreds med den første guitarsolo, og sagde til ham om ikke han kunne indspille en solo der. Det kunne han, og lavede en super fed, nærmest Yes-agtig solo med fingertapping og hele svineriet. Sådan!
Nikolaj er også med. Hans hæse stemme passer fantastisk til det nummer han synger på pladen. Dicte, Mark Linn, Vincent van go go, Henrik Hall, ham har jeg vist nævnt. Per Møller og Rockforbundet. Per Møller er jo en af mine ungdomshelte. Første gang jeg hørte ham var på Eiffel i Århus engang i firserne, et halvskummelt sted. Der var 8- 9 mennesker, jeg var fuld og sad på 1. række. Så startede Per med det nummer som nu er på pladen – jeg blev totalt ramt – det var helt vildt Jimi Hendrix agtigt. Siden er vi blevet gode venner, og jeg opfordrede ham til at spille det nummer på min plade.
Det er et kolossalt projekt at få næsten 60 mennesker til at arbejde sammen på en CD. Men for pokker da, når man nu kan få en af de hotteste sangere i landet, Mads Langer til at synge på sin CD, hvad gør man så ikke!
VS: Nu må vi vel hellere få historien om cowboyhatten…
Cowboyhatten, ha ha. Cowboyhatten er faktisk slet ikke en cowboyhat. For mange år siden var min kæreste og jeg i Mexico. Alle landarbejderne gik rundt med sådan en stor hvid hat, og jeg sagde til min kæreste: ” Jeg skal da ha´ sådan en hat.”. Da jeg skulle ud og spille med Gnags havde jeg lyst til at tage en hat på, og tog den på. Peter sagde det så fedt ud og hans kæreste, der arbejder i reklamebranchen synes det fungerede vildt godt. Alle kikker på Peter 90 % af tiden, og nu er der også en tosse, som løber rundt og spiller noget guitar med en stor hvid hat på. Det er visuelt godt, og jeg bruger den kun i Gnags. Den er en gimmick – lidt ligesom Kiss med deres sminke…