| Information |
| Information |
Tekst: Erik Eisenberg - Foto: Susanne Mertz - VGS magasinet 2010
Gavflabens guitarist
Der findes guitarister, der bliver verdensberømte. Eric Clapton eller Carlos Santana er gode eksempler. Nogle guitarister må nøjes med at blive landskendte. Tim Christensen kunne være et godt navn at fremhæve. Eller Franz Beckerlee fra det gamle Gasolin.
Men sig navnet Karsten Skovgaard, og langt de fleste almindelige musikfans og radiolyttere vil formodentlig spørge: ”Hvem?”.
Selv i musikbranchen er navnet ikke almindeligt kendt. Nævn så navnet på Faaborg-egnen eller andre steder på Fyn – og de fleste nikker pludselig genkendende. Mange kan endda huske en særligt festlig nattetime med en fed solo på en svedig klub.
Og fortæl så, at det er ’ham der guitaristen fra Kim Larsens band Kjukken’ – så ved de fleste pludselig, hvem vi snakker om. Det kan nemlig godt være, at Karsten Skovgaard ikke ligefrem er ugeblads-kendt. Men han er meget, meget anerkendt for sin enorme indsats som Kim Larsens trofaste sideman gennem mere end 15 år.
Kim Larsen er jo kendt af alle og elsket af de fleste, og han har ikon-status som folkelig rock-pop-vise-sanger. Men selv en genial gavflab har brug for en makker og et musikalsk jordspyd.
Og den rolle har Karsten Skovgaard fyldt ud, lige siden de to mænd første gang begyndte at lege med guitarer i Larsens køkken i 1994. Med stor succes – de fynske musikere i Kjukken er gennem årene blevet overdænget med roser, fordi de igen og igen får det bedste frem i Lune Larsen.
I lære på en færge
Men historien om Karsten Skovgaard er også historien om en ung knægt fra Faaborg, der har måttet kæmpe hårdt for at realisere sin drøm om en professionel karriere. Da først han opdagede guitaren hjemme på den sydfynske gård, var han solgt. Lyden af Jimi Hendrix og ”All Along The Watchtower” blæste hatten af den unge mand. Det meste andet kom i baggrunden, herunder skolearbejde af enhver art.
”Ja, min HF-eksamen var nok lidt mislykket. Der gik lidt rigeligt med sprut, damer og guitar i den. Jeg fik faktisk 0 i musik på grund af branderten dagen forinden,” indrømmer Karsten uden at se særligt brødebetynget ud.
Karsten og hans musikervenner var tidligt klar over, at det eneste, de ønskede, var at leve af musikken. Men der var også en evig bekymring for, om det nu kunne bære. Om de håbefulde fynske drenge var ”dygtige nok” i forhold til dem fra København.
”Jeg havde jo som ganske ung oplevet, at der kom en anden guitarist til byen – en, der hed Poul Halberg. Jeg skulle egentlig også have spillet ved den lejlighed, men da jeg hørte ham, sneg jeg mig lige så stille ud af lokalet igen. Han var bare for god. Det var lidt nedslående.”
Karsten og hans venner fandt derimod opmuntring på DFDS-færgerne mellem Esbjerg og Harwich. Her var der jobs og hyre nok til, at man kunne løse fuldt medlemskab af musikerforbundet og blive dagpengeberettiget.
”I løbet af en periode på tre år tror jeg, at jeg befandt mig sammenlagt 12 måneder på færgerne. Det var lærerigt og sjovt,” siger Karsten, der hurtigt fandt ud af, hvad der skulle til for at fastholde publikum.
”Vi konkurrerede med ungarske danseorkestre, men de spillede mekanisk og følte ikke noget for musikken. Vi kunne derimod få omsætningen til at stige i loungen, fordi vi spillede med langt mere nerve,” husker den fynske guitarist, der tog en vigtig lære med sig i land:
Man skal ikke bare gengive musik – man skal aflevere.
Guitar-leg i Kims køkken
Tilbage på Fyn etablerede Karsten Skovgaard et lille studie, lavede jingles og musik til TV-udsendelser og spillede med, hvad der nu bød sig – især den kendte soulsanger Ole Friis.
Samtidig valgte Kim Larsen at bosætte sig i Odense. Larsens manager Frank Steen var opsat på at koble de to sammen, men begge musikere var skeptiske.
Larsen var opsat på selv at udvikle sin egen rolle som guitarist, og Skovgaard mente nok, at den gamle hankat ledte efter en gammeldags ”twang-guitarist”, der var langt fra hans egen, mere moderne og fusionsagtige stil.
”Men pludselig, mens jeg spiller et job på Cafe Viggo, kommer Kim og et følge på 10 mand ind midt i en solo. Jeg tænker ’Hvad skal de?’ – og spiller min solo færdig. Så går de igen. Det var meget underligt.”
Underligt eller ej – dagen efter blev Karsten inviteret til at spille med Kim i dennes private køkken.
Allerede der blev de første skitser til ”Liden Sol” fra den første Kjukken-plade lavet, og de to tilbragte et halvt års tid med at ”rode med guitarer”, som Karsten kalder de to partneres arbejdsproces.
Senere kom de to øvrige musikere i Kjukken med. Bandet blev sat sammen efter nogle bestemte krav.
Der skulle være nogen, der kunne synge godt kor sammen med Kim – en disciplin, som Skovgaard ikke dyrker meget.
Kim insisterede også på et lille, Beatles-agtigt band, der kunne fremstå som en enhed, så fokus ikke kun var på ham hele tiden. Endelig skulle den personlige kemi være i orden. Det er afgørende, når en selvbevidst solist og tre musikere skal tilbringe dage og uger sammen i en bus.
Særlige bus-guitarer
Folk, der drømmer om en karriere som fast musiker for Kim Larsen, bør for eksempel vide, han spiller på guitar hele tiden – også i bussen - konstant i gang med at finde på nye sange.
Nogle musikere har igennem tiden ladet sig irritere af denne evige klimpren. Men ikke Karsten.
Både han og Kim har egne tur-guitarer – akustiske guitarer, der trænger godt igennem diesel-motor-larmen. Hvis der opstår noget, der lyder som en ny sang, så kommer en båndoptager frem fra hattehylden. Det er god tur-terapi, synes de begge.
Ellers er kravet til en Kjukken-musiker, at vedkommende afleverer med hjertet – ligesom Skovgaard lærte på færgerne. Teknikken skal selvfølgelig være i orden, men Karsten lægger endnu mere vægt på, at man, som han siger ”kan honorere nummerets krav”:
”Nogle af Kims sange er oprindeligt arrangeret meget stort og pompøst – eksempelvis ’Jutlandia’. Stor lyd og mange instrumenter, strygere nogle steder. Når man så kun er fire mand, skal man evne at finde ind til sangens identitet - hvad det præcist er, der får sangen til at lyde godt. Det er ikke sikkert, at det ligger i strygerne.”
Ingen vil beskylde Karsten for at være en dårlig guitarist – tværtimod har han på et tidspunkt præsteret at spille en hel, klassisk guitarkoncert sammen med Odense Symfoniorkester.
Men han synes ikke selv, at han er en toptunet teknikbegavelse. Han er for utålmodig til at sidde og terpe svære fingerøvelser.
”I virkeligheden er jeg lidt misundelig på de unge mennesker, der i dag går i gang. De får en masse teknik forærende, fordi de bare kan slå op på Youtube og få en instruktionsvideo på stort set alt, hvad der har med guitarspil at gøre. Vi andre sad med Claptons Greatest’, og en Beogram og forsøgte hele tiden at flytte pickuppen frem og tilbage for at lære soloen. Og det havde jeg slet ikke tålmodighed til – jeg fandt bare på noget selv. Sådan har jeg det stadig – flyt bøgerne, der skal spilles!”
Ingen pigenavne til guitarer
Heller ikke, når det drejer sig om gear og grej, betragter Karsten Skovgaard sig som den store tekniker. Bevares, han ejer da omkring 40 professionelle instrumenter, men har slet ikke den kærlighed til ting, der kendetegner en rigtig samler. Han kunne aldrig drømme om at give sine instrumenter pigenavne.
”Ofte bliver du som musiker nødt til at anskaffe en guitar til et eller andet specielt formål. Det kan være en pladeindspilning, der kræver en særlig lyd – eller guitarer, der har forskellige styrker og svagheder. En 12-strenget Rickenbacker lyder eksempelvis godt i studiet, men er helt umulig at spille med udendørs, så derfor er man nødt til også at have en 12-strenget Jerry Jones. Til sidste ender det med, at man ejer et vanvittigt antal guitarer, og jeg er for dum til at få dem solgt igen.”
Karstens scene-setup omfatter to Vox AC 50 forstærkere – en til ren og en til beskidt lyd. Som så mange andre guitarister er han faldet for den kompressor-effekt, som Vox er kendt for – en lyd, som mange mener hjælper og støtter guitaristen lidt bedre end alle mulige andre forstærkertyper.
Er det et ilt-apparat?
I hans setup indgår også et par rigtige Vintage-ting: En ultragammel Boss RockerWah-pedal – som han fik, da han var 19 år - og en talkbox, den gamle 70’er effekt, som både Peter Frampton og Joe Walsh fra The Eagles dyrkede, men som mange har glemt igen. Kjukkens roadier havde på et tidspunkt held til at sætte en vandrehistorie i omløb om, at Karstens talkbox i virkeligheden var et iltapparat!
”Men uanset, hvad jeg egentlig bruger af grej, så ender det heldigvis altid med, at jeg lyder som mig selv. Man skal ikke overvurdere betydningen af forstærkere og pedaler, for det er stadig mennesket bag guitaren, der er den afgørende faktor for lyden.”
Om få år fylder Karsten Skovgaard 50 og kan se tilbage på en Danmarks-rekord:
Han er den musiker i Danmark, der har spillet i længst tid sammen med Kim Larsen.
Gasolin eksisterede kun ni år. En enkelt bassist, Henning Pold, tog 12 år med Larsen. Skovgaard har foreløbig 15 år på bogen.
Larsen og Pavarotti
”En af grundene til, at jeg stadig spiller med Kim, er, at jeg står lige ved siden af en ren Pavarotti – en virtuos, der kan bruge alle facetter af sin stemme helt ud til kanten. Kim elsker også at spille guitar, knokler hårdt og øver sig meget for at være god til det. Men som sanger er han fantastisk – manden synger aldrig falsk. Og det er det fedeste at være sideman for en god sanger,” lyder det anerkendende fra Skovgaard.
Hvad lytter en sideman på derhjemme – og hvem beundrer han mest blandt instrumentkollegerne?
”Jeg lytter faktisk ikke ret meget til musik derhjemme. Der skal være ro i mit hjem, så det er mest P1. Men jeg kan godt lide guitaristen Mike Stern – og Poul Halberg lyder også altid godt,” siger Karsten Skovgaard og afslører hermed, at han har et blødt punkt for jazz-rock. Den type musik komponerer han også selv. Han har en stor samling selvkomponerede sange liggende klar, som han gerne en dag vil slippe løs på nogle mennesker – musik, han selv kalder for ”en blanding af i instrumentalmusik, engelsk pop og dansk vanvid”.
”Det er dømt til kommerciel undergang, og det betyder ikke så meget, for det er et fuldtidsjob at spille med Kim. Men måske en dag er der vel en 40-50 fans på Fyn, der kan li’ mig og vil komme og lytte.”