| Information |
| Information |
Kærlighed, passion og gamle guitarer
Det var en rigtig smuk sensommerdag, da jeg ankom til Svendborg sidste år for at deltage i Vintage Show 2006.
Det var anden gang begivenheden fandt sted, men for mig var det første gang, og allerede ved ankomsten kunne jeg mærke at noget særligt var i gære.
Den hyggelige fynske by er om sommeren fyldt med turister og sejlsportsfolk, men denne dag er byen fyldt med mænd, der vandrer rundt med guitarkasser under armen. Og de holder fast, for kasserne indeholder noget af stor værdi. Måske deres kæreste eje? Eller måske en sjældenhed, der skal sælges – gerne til en rigtig god pris!
Mændene og deres guitarkasser står i kø foran Svendborg Borgerforening. De skal på besøg på Danmarks største guitarshow, hvor de smukke gamle sale er perfekte rammer for det det handler om: kærlighed og passion for gamle instrumenter.
Og de kommer alle sammen: den nysgerrige musiker, den passionerede samler og den beregnende investor, der vil gøre en god handel. For Vintage Show samler folk i flere kategorier. Men fælles for alle, er at de kommer for at mærke historiens vingesus. De kommer for mærke vibrationerne fra før verden gik af lave, fra guitarfabrikanternes gyldne år og for at fornemme atmosfæren og lugten fra de gyldne, gamle antikviteter. De er her måske også som en reaktion mod den moderne verdens plastickort og fremmedgørelse, hvor alt drejer sig om søgemaskiner og adgangskoder og hvor
det at finde sig en kæreste sker via en computer. Og hvor begrebet ”spørg de lokale om vej” er afløst af nedrullede ruder og GPS. Heldigvis foregår alt på Vintage Show i et afpasset gammeldaws, fynsk tempo og i en meget behagelig atmosfære i de elegante bygninger. Og meget passende er den fynske ambassadør Lasse Helner konferencier ved de mange koncerter og clinics.
Men hvad ved jeg om deres motiver for at komme? I starten forstår jeg faktisk slet ikke de her sære menneskers fasci-nation af de gamle instrumenter. Som moderne menneske i en moderne verden, interesserer jeg mig for nutiden. Jeg interesserer mig for ny software, ny teknologi, nye instrumenter, der virker og kan spilles på. Jeg har mobiltelefon, iPod, myspace-profil, næsehårstrimmer og hvad der ellers kræves for at være moderne musiker! Hvad skulle en gulnet gammel guitar i en mølædt kasse sige til mig? Er det ikke bare tom nostalgi? Gamle mænd, der hylder gamle guitarer?
Derfor ankom jeg til Svendborg med en vis skepsis og afstandtagen til det formodede hysteri. Men hurtigt fanges jeg ind af stemningen. Både udstillere og gæster er meget imødekommende og snakkesalige. De fortæller en masse om de gamle skønheder, de holder af. En hævder sågar, at han elsker lugten af gamle guitarkasser! I mine øjne en kende for exentrisk! Men jeg finder hurtigt ud af at se charmen og kvaliteten i det hele. Jeg opdager, at det giver et rimeligt stort personligt kick at se en vaskeægte 1955 Stratocaster med originaldele i en original kasse. Når man selv spiller på en nyere guitar, er det en oplevelse at se hvordan tidens tand på en gammel guitar nænsomt har givet patina til træ, lakering og finish. Og er der blevet spillet meget på guitaren, bærer den præg af slid og plektermærker på udsøgte steder. En sådan guitar emmer simpelthen af historiefortælling. Det gør også indtryk på mig, at når jeg falder i snak med et par gæster ved indgangen, så vil de se, hvad jeg selv har med i min medbragte guitarkasse. De er meget venlige og ægte interesserede i guitarer!
Min kone er også musiker, så jeg har taget hendes cremefarvede Fender Stratocaster fra de tidlige 70’ere med på Vintage Show. Jeg tager den ud af kassen. Guitaren er godt slidt og har en vis Hendrix-patina. Den spiller rigtig godt og jeg har brugt den på en del livejobs og i studiet. Jeg har medbragt den, så den kan få et gratis ”bench-tjek” hos Fenders guitarekspert, der er med på showet – og det kunne også være sjovt at få den vurderet. Tænk hvis den var 50.000 kr. værd! Senere får jeg derfor Torsten Matthiessen og Antoine Gedroyc, der er eksperter på området, til at kigge på guitaren. Guitaren er købt i 80’erne. Den tidligere ejer er Stig Cederberg (der i dag driver Ceders Musikkælder i Hillerød). Men det viser sig at eksperterne er ikke meget for at vurdere en guitar “on the spot”. Det kræver meget nøje undersøgelser at fastslå, hvor mange dele der er originale. Men de finder hurtigt ud af, at guitaren er fra de tidlige 70’ere og at bla. gribebræt og sadel ikke er originale. Den hvide guitar er nemlig blevet vedligeholdt gennem tiden, meget af det foretaget af Stig Cederberg, der har trimmet guitaren og bla. modificeret vibratosystemet til de behov, man havde i 80’erne. Her ønskede man bl.a rimeligt teknologiske guitarer, men en god og omfangsrig vibratoarm, der kunne bombe i Van Halen-dybder! Mange dele er derfor fornyet på guitaren. Og dens indre indeholdt nogle overraskelser, bla. kunne man se, at den oprindelige lakering har været ’sunburst’.
Ifølge en anden ekspert fra Fender Scandinavia, importør Knud Damgaard, kan det sagtens være en originallakering, idet man i sin tid kunne bestille sin egen lakering hos Fender og her kunne man sagtens male en sunburst over. Vedligeholdelserne og udskiftningerne på guitaren har forøget dens spilleværdi, men forringer desværre vintageværdien. Et forsigtigt gæt ender så på 20.000 kr. Og det vil Torsten da gerne betale! Da jeg er gift med guitarens ejer, har jeg senere spurgt hende. Men hun vil ikke sælge! Det forstår jeg godt (jeg er også meget glad for at kunne låne den af hende!).
Hele oplevelsen har givet mig indsigt og respekt for de værdinormer, der gælder for guitarnørderne på showet. Det, som jeg synes var vedligeholdelse af en ældre Fender-guitar, var i deres øjne vanrøgt og hærværk! Og når man ser de originale modeller, må man give dem ret. Ordet ”ægte” defineres rigtig godt ved at tage et nærmere kig på en elguitar, der har 50 år på bagen. Selvom den kan spille elektrisk og rock’n’roll, bør man alligevel værne om de gamle instrumenter, på linie med et Rembrandt-maleri!
Og de nørder er slet ikke så ekstreme. De er faktisk søde og flinke. Flere kommenterer at det høje prisniveau er lidt vanvittigt og jeg møder flere, der hellere vil spille på deres gamle instrumenter og opleve ægte spilleglæde; frem for blot at samle på antikviteter for pengenes skyld.