| Information |
| Information |
Tekst: Michael Falch - Foto: Martin Dam Kristensen - VGSM 2009
Ved den første session i et terapeutisk forløb for nogle år siden havde jeg været meget åbenmundet overfor behandleren omkring visse mindre glorværdige præstationer i mit privatliv. Alt lusket hemmelighedskræmmeri må jo for en dag, når man er ude på at finde sig et nyt eksistentielt udgangspunkt.
Det er derfor, man har opfundet skriftemålet. Ikke fordi vi nødvendigvis bliver bedre mennesker af at foretage selvransagelse og indrømme vores fejl og mangler, men fordi vi i hvert fald bliver mere levedygtige og dermed til mere gavn for andre, hvis vi jævnligt får læsset vores tunge bagage af skyld af.
Ved den anden seance foreslog terapeuten, at jeg nu skulle se bort fra mine mere problematiske sider og i stedet forsøge at fokusere på nogle positive aspekter af min personlighed. Jeg brummede skummelt, mens jeg ransagede mit dunkle indre for lysspunkter. OK, jeg er trofast!, udbrød jeg så lige pludselig. Terapeuten så temmelig desorienteret ud. ”Jamen, kære ven, forleden sad du her og fortalt om op til flere tilfælde af utroskab i dit liv. Hvordan kan du så nu betegne dig selv som ”trofast”?”
Det kunne jeg selvfølgelig godt se ubalancen i, men ikke desto mindre virkede udsagnet sandt – jeg følte mig vitterlig som et trofast menneske. Men den holdt nok ikke i byretten. Og så var det, at jeg lavede den dér John Cleese-granatsplint og svarede: ”Jeg har altid været trofast over for min guitar! Min akustiske Martin-guitar”.
”En guitar er jo ikke noget menneske!”, indvendte terapeuten hovedrystende over mit gravalvorlige ansigtsudtryk. Jeg jokede ikke. Han så på mig, som havde han en psykiatrisk diagnose på bedding. ”Nej-nej, jeg ved det jo godt. En guitar er bare en ting, men alligevel: En guitar er ikke bare en ting; den er lyd, den er træ og klingende stål; den er toner; den er musik; den er magisk, fordi den fremkalder sange; den er levende. Den er altså mere en skabning hen i retning af et levende væsen, så kan du kalde mig, hvad du vil.”. Min Martin 00-18 er fra 1960. Jeg købte i 1980 den for 6.000 kr. i Super Sound på H. C. Ørstedsvej i København. Det var før, jeg senere på året pladedebuterede med Malurt. Den har altså fulgt mig i samtlige mine 29 år som professionel sangskriver og musiker. Med undtagelse af de få sange, jeg har skrevet på klaver, De Vildeste Fugle og Den Eneste i Verden, og de ganske få, jeg har komponeret på min elektriske, sunburst Fender Stratocaster fra 1967, og et par stykker, jeg har fundet på min søsters hakkebræt af en spansk guitar, har min 00-18 hjulpet mig til alle mine sange.
Fetichisme er et ret almindeligt udbredt ord blandt alle vores pæredanske, selvom det stadig klinger fremmedartet. Sproghistorisk bringer det da også en duft med fra afrikanske savanner, en duft af voodoo, heksedoktorer og underlige himstregimser. Fetichisme er dyrkelsen af ting, der tillægges magisk kraft. En dyrker af magiske ting er en fetichist. Sådan én må jeg så være. Jeg dyrker nemlig mine guitarer på en lidt syg måde. Som var det relikvier, hellige genstande, rekvisitter i en religiøs iscenesættelse.
Fra Mød mig i Mørket over I et Land uden høje Bjerge til Over Vesterbros Torv og King Baby og til de nye, akustisk baserede demoer, jeg har gang i for tiden. Det er den livsmærkede, skramlede, lille Martin-guitar, der har hjulpet mig hen til næsten alle mine sange. Den er også min hovedguitar på mine solo-turnéer for tiden efter nogle år, hvor jeg af frygt for uheld ikke turde tage den med på landevejen. Men den er hårdfør. Jeg mener, at Eric Clapton engang har kaldt 00-18´eren for ”en rigtig arbejdsmandsguitar”. Den er ikke imponerende i klang og fylde med sin lille kasse, men den har ligesom 100 års ensomhed og støvet fra landevejene i sig.
Den er pålidelig, jordnær og gemmer en vulkan i sig. Den er en lille, hårdtarbejdende fighter. Selv om Neil Youngs Martin-guitarer er større modeller, giver min 00-18 mit Young-inspirerede hårde hug i bas-strengene fuld effekt, altid med Martin Acoustic SP .013-strenge på.