| Information |
| Information |
Tekst: Peter Cooper - Foto: John Partipilo m.fl. - Oversættelse: Søren Wedderkopp
I Nashville, Tennessee, faldt der i begyndelsen af maj over 40 centimeter regn på 36 timer. Den normalt rolige Cumberland River sprang over sine bredder og steg til op over digerne. Hundredvis af hjem blev ødelagt, der skete skader for over 12 milliarder kroner, og der var flere end 20 omkomne. For mange indbyggere i Nashville har efterspillet til uvejret indebåret oprydning, afsked med vandskadede møbler og værdigenstande og ansøgninger om bistand fra regeringen eller penge fra forsikringer. Byens musikere står så over for endnu et niveau af tab, og selv om det ikke er så dybt og vigtigt som tab af liv, er det omfattende og maner til eftertanke.
Musikelskere husker den 3. februar 1959, da et fly med Buddy Holly, Richie Valens og the Big Bopper styrtede ned, som “Den Dag Musikken Døde.” Den 3. maj 2010, da vandet stod højest og oversvømmede Grand Ole Opry House og det store Soundcheck øvestudio og lager, kan i fremtiden blive kaldt “Den Dag Musikken Druknede”.
“Aldrig før har der været en enkelt begivenhed, der udslettede så mange elektriske guitarer og basser, ” sagde studiemusikeren, bassisten Dave Pomeroy, som også er formand for Nashvilles fagforening for musikere. “Det knuser ens hjerte, når det først går op for en, hvad der der forsvundet.”
Det gik værst ud over Soundcheck, en bygning tæt på floden, hvor mere end 4500 kvm lager med aflåste skabe indeholdt nogle af populærmusikkens mest fejrede og værdifulde instrumenter. En stor del af dette lager stod under vand den 3. maj. Duane Eddy, rock ‘n’ roll’s første instrumentale guitarhelt, mistede næsten hver eneste guitar, han havde samlet gennem mere end et halvt århundrede som musiker. Hans originale, klassiske orange Gretsch 6120 var ikke i Soundcheck, men resten af hans samling var: 32 af hans guitarer, inklusiv prototypen for hans Gibson Duane Eddy signature model, blev enten ødelagt eller fik alvorlige skader.
“Jeg kunne ikke få mig selv til at gå hen og se det,” sagde han efter oversvømmelsen. “Det er bare virkelig, virkelig sørgeligt.”
Vince Gill, der er optaget i Country Music Hall of Fame, havde samlet guitarer i 35 år og i al den tid havde han aldrig solgt en eneste. Han mistede omkring 40 i Soundcheck.
“De guitarer var mit billedalbum,” siger han. “Der var liv i dem. I hele mit liv har jeg aldrig solgt en eneste. Jeg elskede at købe dem – også fordi det var en klog ting at gøre med sine penge: En fremragende investering, der ville stige i værdi. Men det var ikke pengene, der gjorde ondt her. Det underlige var at gå ind i Soundcheck og se dem og kende deres historie og vide, hvilke plader, de havde spillet på. Det var en virkelig smertelig forårsrengøring.”
Gill havde hylder i sit aflukke, der indeholdt omkring 100 instrumenter.
“Det underlige er, at de ting, der blev reddet, lå på de øverste hylder, og det var de ting, som jeg var mindst glad for – fordi jeg ikke kunne nå dem. Da jeg kom derover, havde de guitarerne i en stor lagerbygning med alle kasserne åbnet. Der stank. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor dårligt det flodvand lugtede. Så stod jeg der og sagde: “Nå, der er den jeg spillede introen til countryhittet, “One More Last Chance” på. Men min yndlingsguitar kom ikke til skade. Ikke den mest værdifulde i økonomisk forstand, men den, der havde størst værdi for mig. Den havde tilhørt min far.”
Gills far er død, men hans guitar består. Det er et interaktivt arvestykke og en påmindelse til Gill om hans fars kærlighed til musik og hans egen begyndelse som guitarist..
“Hvis man ellers passer ordentligt på dem, kan disse guitarer holde længere end vores tipoldebørn,” siger vintageguitar-eksperten George Gruhn, som ejer Gruhn Guitars i Nashville. “Tænk på at folk stadig spiller på violiner, der blev bygget i midten af 1500-tallet. Så når en guitar bliver ødelagt i denne oversvømmelse, er det ikke kun et tab for dens ejer. Det er også tabet af et uerstatteligt vintage instrument, et tab af kulturelt arvegods, som ikke vil blive givet videre. På den måde har mange kommende generationer oplevet et tab her.”
Gill og Eddy var langt fra de eneste musikere, som led under oversvømmelsen af Soundcheck. Brad Paisley mistede adskillige instrumenter og hele sit scene gear. I Keith Urbans skadede samling findes en læderprydet Waylon Jennings guitar. Både Paisley og Urban spillede senere shows for at hjælpe andre, der havde mistet ejendele. Dave Roe, bassisten, som brugte flere år på landevejen sammen med Johnny Cash, mistede et helt livs samling af fine instrumenter. Peter Frampton, John Fogerty, Keb Mo og hundreder andre blev ramt.
Selv om man nemt kan gå dertil fra Cumberland floden, betød den noget højere beliggenhed af George Gruhns butik, at man ikke her oplevede nogen vandskade (skønt, ironisk nok, så sprang et vandrør på et af hans toiletter i juni, hvilket forårsagede en oversvømmelse, der ødelagde nogle instrumenter og et trægulv). Men når han taler om den store oversvømmelse, lyder George Gruhn mere trist end lettet.
“Det er skrækindjagende,” siger han. “Jeg ser mange af disse instrumenter som levende væsener. Jeg ser dem ikke som døde objekter. En god guitar er det ypperste kunstværk. Du kan røre det og høre det. Du spiller, og det responderer. Det bliver en forlængelse af dig. Eller du bliver en forlængelse af det.”
Oversvømmelsen ødelagde også to Steinway flygler, et køkken og flere kontorer i Schermerhorn Symphony Center i Nashville. Vandet steg indtil det var 30 centimeter fra koncertsalens gulv, før det tak sig tilbage. I Grand Ole Opry House kom det endnu højere og satte alt i det lavest liggende auditorium under vand – undtagen to stolerækker. Vandet stod mindst 120 cm højt i hele backstage området, hvor mange kunstnere opbevarer deres scenekostumer og musikinstrumenter. I Opry House var der en cirkulær træ-midterscene, som kom fra den originale Ryman Auditorium scene, hvor Hank Williams, Patsy Cline og mange, mange andre optrådte, den gang Ryman var hjemsted for Opry. Denne cirkel, som blev overført til Opry House da den “nye” bygning åbnede I 1970’erne, kom under vand, men talsmænd for Opry siger, at den will overleve uden mén. Vandet efterlod resten af scenen ødelagt, men måske var træ mere modstandsdygtigt i gamle dage.
I skrivende stund er der tvivl om andre af de skatte, der forbindes med Grand Ole Opry. Museet, som ligger nær Opry House, blev slemt skadet og mange af instrumenterne i Roy Acuff samlingen synes at være påvirket. Acuffs personlige instrumentsamling, som indeholder adskillige vintage eksemplarer (bl.a. en usædvanlig Kay guitar, der har været ejet og spillet på af Webb Pierce) blev restaureret I 1990’erne for blot at modtage et ødelæggende slag I 2010 oversvømmelsen. Instrumenter fra samlingen er blevet sendt til nogle af verdens fineste guitarbyggere, som alle har underskrevet tavshedserklæringer, og talsmænd fra Gaylord, selskabet som ejer Opry og samlingen, har ikke ønsket at kommentere. Vand trængte også ind i Gibsons fabrik, hvor det ødelagde instrumenter og førte til skader på værktøj og maskiner. Gibson blev nødt til at stoppe produktionen for at få rettet op på skaderne.
Rigtigt mange mennesker led under hele dette forløb, men næppe nogen mere end Joe Chambers, en veteran blandt guitarsamlere, som etablerede Musicians Hall of Fame i Nashville for at kaste glans over musikerne frem for altid at fokusere på sangerne og pladekunstnerne. Samtidig med at han optog musikere i denne nye Hall of Fame, organiserede Chambers et museum i bymidten, hvor man kunne se instrumenter, som havde været brugt på indspilninger med Beach Boys, Neil Young, Jimi Hendrix, Hank Williams og andre af populærmusikkens helte.
Men byrådet ønskede at bruge Chambers’ grund til et nyt kongrescenter og i Februar 2010 fik han ordre om at forlade sine lokaler, så byggeriet kunne begynde. Han tog sin unikke samling – det meste af den ejet af ham selv, men en del lånt af musikere, som han ønskede at hædre – og kørte det over på den anden side af Cumberland-floden til, ja, Soundcheck. Og da han udtrykte sin ængstelse over nærheden til floden fik han at vide, “Hey, Keith Urban og Vince Gill har deres ting her. Det er komplet sikkert.”
Lad os bare nøjes med at sige, at det ikke var komplet sikkert.
Lightning Chances to gulvbasser – den ene brugt på Oprys scene sammen med Patsy Cline og mange andre, den anden brugt på Hank Williams’ sidste indspilninger – blev knust under presset fra vandet.
“Det eneste, der holder Lightning basserne sammen, er de gig bags de ligger i,” siger Chambers.
Charlie McCoys bas, som han brugte på Bob Dylans ‘Lay Lady Lay,” er også et vrag: Bindingerne falder fra instrumentet som cornflakes ud af en pose. Vandtrykket flåede broerne af en Jerry Reed Fender guitar og af den klassiske guitar, som Tommy Tedesco brugte til at spille temaet fra den populære amerikanske tv-serie M*A*S*H på. Jimi Hendrix’s 1966 Fender, Kenny Buttreys trommer, der kan høres på Neil Youngs “Heart of Gold” og mange, mange andre er uigenkaldeligt forandrede. Blandt de mest triste syn i en lagerbygning, hvor Chambers forsøgte at tørre sine skatte, var en bas, som blev spillet på af Joe Osborne på Simon & Garfunkel’s “Bridge Over Troubled Water,” og på The Mamas & The Papas’ plader. Osbornes bas er signeret på bagsiden af Simon, Karen Carpenter, Neil Young og flere andre, og autograferne kan stadig læses. Men selve bassen er kun et spøgelse af noget, der engang var vidunderligt. I modsætning til mange af dem, der mistede deres instrumenter, havde Chambers forsikring for store dele af sin samling. Siden oversvømmelsen har han forhandlet med sit forsikringsselskab – ikke altid med tilfredsstillende resultat – men den sørgelige sandhed er, at selv ikke en god løsning på det spørgsmål kan erstatte, hvad han har mistet.
“Du kan jo ikke fortælle forsikringsselskabet, at du gerne vil have en ny af Joe Osbornes bas,” siger Chambers. “Der findes ikke noget som det, vi havde her.”
Chambers udpeger liget af en guitar, som Pete Townshend brugte på tur i 1974. Som han havde for vane, smadrede Townshend guitaren ved slutningen af koncerten og brækkede dens hals. Sådan en skade kunne ret nemt repareres af en guitarbygger. Vandskaden derimod vil sandsynligvis vise sig at være fatal.
Nogle instrumenter overlevede selvfølgelig oversvømmelsen. Andre vil blive repareret omhyggeligt og ofte dyrt. Men selv da er instrumenterne forandrede og har mistet noget. Synet af de oversvømmede instrumenter gjorde et indtryk i Nashville, som ikke er set siden man vågede over den store Johnny Cash. Den gang lå Cash’s legeme i en åben kiste. Det kunne genkendes som Cash, men det var ikke manden selv. Den mand var afsjælet. Disse instrumenter er makabre udgaver af deres tidligere jeg.
“Hvis du ser på Kenny Buttreys stortromme, så er den teknisk intakt,” siger Chambers. “Men den er oval, ikke rund, og den ydre skal er revnet. Og ethvert mærke, som Kenny har sat på den, er forsvundet. Oversvømmelsen udviskede instrumentets forbindelse til dets ejer.”
Chambers, som har købt og solgt guitarer i årevis, mener også, at oversvømmelsen kan få en virkning på guitarmarkedet.
“Det siger sig selv,” siger han. “Der blev kun produceret et begrænset antal 1959 Les Pauls. Så hver gang en af dem forsvinder fra kredsløbet, kan det ikke undgå at presse prisen op på de resterende. Og befolkningstallet stiger, så der er flere og flere mennesker, der leder efter færre og færre instrumenter.”
Gruhn har ikke hævet priserne i sin kæmpestore vintage forretning siden oversvømmelsen, og han er ikke enig i, at vintage guitarer og basser nødvendigvis vil blive dyrere.
“I øjeblikket taler vi stadig om en økonomi, der hænger lidt, og der er ikke store mængder af nye kunder i markedet,” siger han. ”Mange af de mennesker, der mistede ting, havde adskillige guitarer, og indtil videre har jeg ikke set mange folk her I butikken på jagt efter at erstatte ting, de har mistet. Alle tror, at priserne vil stige drastisk, men jeg har ikke set det endnu.”
Gruhns værksted har arbejdet på nogle af de skadede instrumenter, og det vender sig i ham, når han ser de en gang så smukke instrumenter i deres nuværende tilstand.
“De er forkrøblede og har mistet værdi, “ siger han. “Nogle af dem vil komme til at lyde okay og spille godt, men de kommer aldrig til at se ud som før. Nogle af dem vil heller ikke lyde som før. Selv det som kan repareres, vil det aldrig blive det samme igen.”