Resonatorguitarer

---

Tekst og fotos: Emil Meinild - VGSM 2008

---

Resonator, Steel Guitar, Dobro, TIFKAD eller ”Den fra Dire Straits”.
Kært barn har mange navne og med disse instrumenter det kan være særdeles kringlet at finde det rette. Når det kommer til lyden fra disse instrumenter er ingen af os derimod i tvivl.
Men det er jo heller ikke blot en lyd vi taler om, men en enormt stemningsfuld klang, der leder tankerne hen på Mississippi deltaet, den store depression i 30’erne, og den amerikanske country & rootsmusic.

 

En god, men forviklet fortælling – Resonatorguitarens historie
Med til et hvert godt instrument hører sig en god historie, og her er resonatorguitaren bestemt ingen undtagelse. De første par år var tilmed en dejlig rodet affære...

 

I midten af 1920’erne udviklede den slovakiske immigrant og opfinder John Dopyera de første resonatorguitarer. Visionen var at skabe en guitar, der havde nok volumen til at tage kampen op med datidens mest populære instrumenter. Som guitarist var man mest af alt til pynt i danseorkestrene når blæsergruppen truttede løs og der var heller ikke meget at komme efter når de andre spillemænd først begyndte at file igennem på deres respektive banjoer, mandoliner og violiner.

 

Dopyeras oprindelige design fra 1925 var den såkaldte Tri Cone model, der havde tre mindre aluminiumsresonatorer bygget ind i kroppen. Disser resonatorer eller cones fungerede som højtalermembraner, der forstærkede lyden betragteligt.

Det var Dopyeras opfattelse at jo mindre resonans der var i guitarernes krop desto bedre var klangen, og instrumenterne blev derfor primært lavet i metal eller som konverterede ”studentguitarer” fra bl.a. Regal, der var bygget i det stiveste træfinér.

 

I 1927 grundlagde Dopyera og Steelguitaristen George Beauchamp National String Instrument Corporation. Dopyera var dog hurtigt ude af vagten og dannede allerede i 1928 Dobro Manufacturing Company sammen med sine brødre. Navnet Dobro var en fix forkortelse af Dopyera Brothers og betyder samtidig ”godt” på slovakisk.
Der var dog lige den lille hurdle at Beauchamp og National på det tidspunkt netop havde fået patent på en billigere og mere konkurrencedygtig single cone ”biscuit” resonator – designet af John Dopyera naturligvis!

 

Dopyra var nu mere eller mindre tvunget til at genopfinde single cone resonatorguitaren for Dobro, og det gjorde han ved at vende conen og lade strengene hvile på en 8-benet ”Spider” der var fastgjort med en skrue i conens centrum.

 

Beauchamp var dog ikke helt uduelig. Et par år senere gjorde sig for eksempel bemærket ved at være ophavsmand til Rickenbackers ”The Frying Pan”, verdens første elektriske guitar!

 

 

I de følgende år byggede både National og Dobro en lang række Single cone guitarer med stor succes. Samtidig overtog Dopyera gradvist kontrollen over National og i 1934 fusionerede de to firmaer i National-Dobro Corporation.

 

I forbindelse med 2. verdenskrig blev produktionen National og Dobro indstillet, men de to brands blev dog ved flere lejligheder relanceret i årene derefter.
I 60’erne byggede Mosrite i en kort periode Dobro guitarer, og i 70’erne købte to af Dopyerabrødrene navnet tilbage. De havde et par år forinden stiftet OMI, der hidtil havde markedsført deres resonatorguitarer under navnet Hound Dog.
I 1993 opkøbte Gibson OMI og dermed også rettighederne til Dobro brandet.

National blev efter krigen overtaget af Valco, der i 50’erne og 60’erne producerede nogle små single cone fiberglasguitarer, der bar navnet.

Først i 1989 blev National Reso-Phonic Guitars dannet og har siden produceret replicas af de gamle National modeller. Målet har fra start været at bygge guitarerne således at de hvad angår design og lyd kommer ganske tæt på originalerne fra 30’erne.

 

Resonatordesigns

 

Der findes altså tre resonatordesigns; Tri Cone, Single Cone Biscuit og Single Cone Spider.

De forskellige måder at opbygge resonatoren giver guitarerne hver deres særegne karakter og lyd.

Det oprindelige Tri-Cone giver med sine tre små cones ikke den største volumen. Til gengæld har disse instrumenter en meget fin og deltaljeret tone, fordi de tre cones netop kompletterer hinanden. Egenskaben kan snildt sammenlignes med et højtalerkabinet med flere mindre 10” enheder frem for en enkelt 12’er.

 

De to single cone designs har begge mere output end Tri-Cone, men er derudover meget forskellige.

På en Biscuit resonator er trykket fra strengene placeret direkte på conen. Dette giver disse guitarer masser af attack og ”ploing!!”, og derfor også en lyd der kan opfattes lidt bombastisk.

Spider resonatoren er derimod blødere og mere afbalanceret i lyden. Dette skyldes bl.a. at Spider absorberer trykket fra strengene, således at conen kan resonere mere frit. Spider konstruktion giver en lille forsinkelse i lyden, hvilket netop er det øret opfatter som en lyd med et blødt attack og masser af sustain.

 

Resonatortyper og Spillestil

Udover de tre grundlæggende resonatordesigns findes resonatorguitarerne i to typer tilpasset hver sin spillestil; Roundneck og Squareneck.

 

Roundneckmodellerne har en hals som en normal guitar og egner sig til bottleneckslide, hvilket er det foretrukne indenfor bluesgenren. Roundneckguitarer, som oftest er lavet i metal, kan enten stemmes som en normal guitar eller i en åben tuning alt efter smag og behag. Om man stemmer alle strengene om i ren ”circus-stemning” eller blot stemmer en enkelt streng ned er på sin vis underordnet. Vigtigst er det dog at få sit spil til at fungere med både becifringer og slide, således at man kan udnytte guitarens fulde potentiale.

Hvis man vil høre lidt af det, der også kan lade sig gøre at få ud af en roundneck resonator bør man ved lejlighed tjekke spasmageren Bob Brozman ud, der ved samme lejlighed kan bryste sig med titlen som en af verdens bedste steelguitarister. Bob Brozman spil fortrinsvist på Tri-Cone og Single Cone Biscuit guitarer.

 

Squareneck er navnet på den type resonatorguitar, der ligger i skødet og bliver spillet som en lap- eller pedal-steel guitarer. Her bruger man et massivt spillestål frem for et bottleneck sliderør.

Single Cone Spider konstruktionen har i mange år været standard på Squareneckguitarer, men de blev dog oprindeligt også lavet som Hawaii guitarer med Tri-Cone.

Strengene på Squareneckguitarerne kommer aldrig i kontakt med båndene og skal derfor også være ganske tykke. Oftest går et sæt fra ca. .016 til .056, hvilket naturligvis er med til at give masser af volumen. Modsat til roundneckmodellerne bør en squareneck altid være stemt i en åben tuning. Den traditionelle bluegrass tuning er den høje G (G-B-D-G-B-D), men en nedstemt D (D-A-D-F#-A-D) lyder også fortrinligt samtidig med at den er ganske nem at gå til.

 

Traditionelt set er det primært fra bluegrassmusikken at squareneckguitarerne er udbredt, men indenfor de seneste par år er den karakteristiske lyd dukket op i flere og flere sammenhænge.
En levende dobrolegende som Jerry Douglas har i høj grad været med til at flytte grænserne hvad der er muligt på en squareneck, og der er heller ingen tvivl om at netop hans flydende og smagfulde spil har fået endnu flere til at åbne ørene op for disse instrumenter.

 

Tid til forbedring – Den moderne resonator

 

Da de elektriske guitarer og forstærkere for alvor kom på banen blev resontatorguitarerne i mange sammenhænge hurtigt ganske overflødige. Det blev i mange år kun til lidt nicheproduktion og udviklingen indenfor konstruktion og design stod derfor også stille i mange år.
I blues og bluegrassmusikken, hvor instrumenterne stadig var vældig populære benyttede rigtig mange guitarister sig derfor stadig af de gamle instrumenter fra 30’erne, der netop i kraft af deres karakteristiske skramlen passede perfekt til musikken.

 

Men hvis man nu ikke var til skramlelyd - hva’ så??
Netop sådan tænkte dobrobyggeren Paul Beard for godt 20 år siden, hvorefter han gik i gang med at udvikle en helt ny type woodbody dobro.

I modsætning til John Dopyera, designede Beard sine guitarer således at kroppens resonans fik en væsentlig større betydning for instrumentets samlede klang.

 

En traditionel dobro er bygget op med en rund soundwell i træ, der udover at understøtte selve conen også afstiver guitaren gevaldigt idet den er limet til både dæk og ryg.

Da en traditionel soundwell kun har nogle relativt små huller hele vejen rundt, bliver meget af lyden lukket inde i kammeret under conen. En dobro med en traditionel soundwell vil derfor have en mere hård og dåseagtig lyd, på trods af at kroppen er lavet i træ.

 

Med udgangspunkt i den traditionelle dobro redesignede Beard sin soundwell ved at åbne den op i retning mod de to lydhuller og guitarens hals. Dette design kaldes for en open soundwell, og giver en betydelig mere fyldig og luftig karakter, samtidig med at man bevarer mange elementer fra den traditionelle dobrosound.

 

Endnu mere innovativt er Beards andet design, der ligger til grund for de såkaldte E-modeller.
E står for empty, da det lige nøjagtigt er hvad kroppen er. På disse guitarer er conen monteret direkte i dækket, og yderligere afstivning er derfor ikke nødvendigt.

Denne konstruktion gør det muligt at bruge hele kroppen til at skabe den helt rette klang. Når hele kroppen kommer i spil på denne måde bliver betydningen for materialevalget naturligvis også betydeligt større.

 

De gode Materialer

Betegnelser som ”All Solid” og ”Selected Tonewoods” er ofte lig med den største og bedste klang For resonatorguitarer, der jo aldrig har manglet volumen og slagkraft, er sagen derimod en ganske anden. Her handler det i høj grad om at kontrollere lyden og tilføre klangen de rette krydderier og karaktertræk.

 

Træsorterne har naturligvis stor betydning når instrumentets karakter skal bestemmes og her er mahogni og ahorn de mest udbredte, når vi ser på de helmassive instrumenter.

Er hals og krop i mahogni vil dobroen have en varm og afbalanceret tone, der gør at instrumentet er forholdsvis nemt at få en lækker klang ud af.

En konstruktion i ahorn giver derimod en skarpere og mere kontant lyd. Disse instrumenter vil have mere kant og vil derfor være at foretrække, hvis målet er at overdøve så mange banjospillere som overhovedet muligt. Det ekstra bid i lyden gør dog, at det rent teknisk kan være lidt mere krævende at få den lækre og flydende lyd ud af instrumentet.

 

Selvom laminat i mange sammenhænge er lidt af et fyord, når vi taler instrumenter, har det indenfor resonatorverdenen helt bestemt sin berettigelse som et bindeled mellem den traditionelle og mere moderne lyd.
Brugen at laminat på udvalgte modeller giver en bygger som Beard en unik mulighed for at arbejde en med klangen på en helt ny måde. Laminatet bliver naturligvis designet og sammensat således at det klangmæssigt giver den ønskede effekt og netop tilfører det rette krydderi til klangen.

 

Kroppens størrelse og materialets tykkelse og lakering spiller naturligvis en stor rolle når lyden skal balanceres, men derudover benytter man sig mere og mere af såkaldte ”baffles” til at styre resonansen i kroppen. En baffle er i princippet blot slags afskærmning i træ eller plast, der er bukket som en parabel eller halvcirkel. Den installeres i kroppen umiddelbart inden resonator og strenge kan monteres og herved kan en finere afbalancering instrumentets klang opnås.

Baffles kommer i høj grad til sin ret ved studieindspilninger, hvor en god dynamik og en egal klang oftest er langt mere værdsat en ren power.

 

Forstærkning af resonatorguitarer

Selvom resonatorer guitarer spiller højt, efterspørger flere og flere slideguitarister et pickupsystem til deres instrument.

Grundet guitarernes høje output og komplekse klang, er det bestemt ikke alle pickuptyper, der fungerer lige godt. En god resonator pickup skal forstærke det rette mix mellem den direkte strengelyd og let forsinkede klang fra conen. Er der for meget cone bliver lyden hurtigt udefineret og ulden og du vil ofte have en stor sort ”feedbacksky” hængende over hovedet.

Har du modsat udelukkende strengelyd i det forstærkede signal bliver det hele lidt tyndt og der vil ikke være meget resonatorguitar over lyden. Kunsten er derfor at finde det rette kompromis.

Den ultimative live løsning er og bliver at kombinere pickupsystemet med en god mikrofon, således at man får et mix med god dynamik, tone og volumen.