| Information |
| Information |
Tekst: Pierre Bentzen - Fra VGS magasinet 2008
En guitar-pickup, eller mikrofon som det hed i gamle dage, er i al sin enkelthed en kobbertråd viklet x antal omgange rundt om en magnet. Når strengene vibrerer over den laves der induktionsstrøm som sendes gennem ledningen til forstærkeren.
Således lever den elektriske guitar altså med rette op til sit navn. Det er utroligt at et så enkelt koncept kan have så mange udlægnin-ger. Der har gennem årene været mængder af forskellige pickupper, men vi har valgt at lave en kort gennemgang og introduktion af de mest elskede og brugte, der enten har været i brug siden de kom frem, eller er blevet genoplivet på grund af folkekrav. Kort sagt de klassiske guitar-pickupper.
Gibson P-90
Veteranen er Gibsons singlecoil-pickup P-90´eren. Nogle hævder at den rækker helt tilbage til 1930´erne, men den mest udbredte opfattelse er at den blev konstrueret af Walt Fuller ca. 1940. Et er dog sikkert, nemlig at denne, en af de første serieproducerede guitar-pickupper, er den pickup der har været i produktion i længst tid. Den var stort set enerådende på Gibson´s elektriskeguitarer helt frem til udviklingen af P.A.F.-pickuppen i sluningen af 50´erne.
Den vedblev dog med at blive udbudt på nogle af firmaets billigere guitarer, og sås i 1960´erne bl.a. på Epiphone´s Casino. Dækslet på pickuppen kunne være en aflang cremehvid plastikkappe, som fik dem til at ligne datidens sæbestykker på de offentlige toiletter, hvilket gav dem tilnavnet ”soapbars”.
En anden variant havde en udvækst i enderne hvor den ved hjælp af skruer kunne monteres på dækket af en jazz-guitar. Disse udvækster kunne med lidt god vilje ligne hængeørene på en hund, og fik selvfølgelig tilnavnet ”dogears”.
Fender Telecaster – Bridgepickup
I 1950 skabte et lille californisk firma opmærksomhed, ved at udgive en serieproduceret solidbody-guitar. Mange påstår at denne klassiske pick-up bare blev overført fra de allerede eksisterende Fender lapsteels. Meget tyder dog på at det faktisk forholder sig omvendt, nemlig at de steelguitarer som var udstyret med netop denne pick-up faktisk var prøveklude for Leo Fenders ide om at udvikle en ”Solidbody spanish electric guitar”.
Telecasteren, som først hed Esquire, blev udstyret med to forskellige pick-upper, fordi Fender ønskede alsidighed. Der kan dog næppe herske tvivl om at det er brigde-pckuppen, de fleste forbinder med sounden af klassisk Telecaster-lyd. En lyd der har været anvendt i næsten alle stilarter, men om nogen er blevet synonym med lyden af Countryguitar. Noget der formentligt glædede Leo Fender hvis yndlingsmusik netop var western-swing og country.
Fender Stratocaster-pickuppen
Da den nye Fender-model blev lanceret i 1954 havde den tre (ens) pickupper. Hvorfor det netop blev tre er der selvfølgelig mange og delte meninger om. Lige fra ønsket om at have en mere end den foregående (Spinal Tap?), til altid praktiske Leo Fenders eget udsagn om at han nu engang havde et parti 3-vejs-omskiftere der skulle bruges. Den nye pick-up blev viklet med en tyndere tråd end forgængeren, og havde i modsætning til denne (de tidlige Telecastere) ”staggered” poler. Det vil sige at polerne havde forskellig højde i et forsøg på at imødegå forskellen i output fra de forskellige strenge. Dette problem tacklede Gibson ved at bruge magnetiske skruer som poler.
Selv om Stratocasteren kun havde 3-vejs-omskifter, fandt flere guitarister ud af at man med lidt omhu (her nævnes både tape og tændstikker) kunne balancere pickup-vælgeren mellem de faste hakker, og dermed få to ekstra lyde. Disse nye kombinerede indstillinger fik tilnavnet ”out of phase” på trods af at de rent teknisk ikke var ude af fase med hinanden. Efter at have set på mens forskellige små firmaer udbød 5-vejs-omskiftere, gjorde Fender det selv til standard sidst i 70´erne. Hvis man er i tvivl om hvordan disse mellemstillinger lyder, er det bare at tænke på de første Dire Straits plader.
Begge Fender pick-upper lød slankere i lyden end Gibsons, hvilket skyldtes at de var viklet højt og smalt, i modsætning til P-90´erne der var viklet lavt og bredt.
Gibson P.A.F.
Seth Lover og Walt Fuller fik ideen til en støjsvag pick-up fra deres design af en støjsvag forstærker-transformator. Her var problemet løst ved at tilføje en ekstra spole. Altså tilføjede man sin nye pickup et ekstra coil i serie med det oprindelige, og sørgede for at de var fasevendte. Således blev P.A.F.-humbuckeren født (hum = brum). P.A.F.-navnet (P.A.F. = Patent applied for = patent ansøgt) kom til da man ville patentere opfindelsen, og fandt ud af at dette var fosøgt seks gange før, den første gang i 1936!
Gibson udstyrede sine nye pick-upper med en lille mærkat hvorpå der stod ”PAF”, formentligt for at kyse eventuelle kopister, og hermed fik den sit nye kælenavn, som den aldrig er sluppet af med igen. Seth Lover fastholdt stædigt til sin død, at de justerbare pol-skruer kun blev tilføjet for tilfredsstille markedsførings-afdelingen, således at de havde noget at skrive om, samt at den måde de vendte på kun blev som den blev af kosmetiske grunde. Det blanke dæksel som omgav pickuppen tjente to formål, nemlig at beskytte vindingerne mod fysisk overlast og snavs, og endelig at skærme yderligere mod støj. Man endte med at fremstille dem af legeringen German Silver (Kobber, nikkel og zink), da denne bedst muligt opfyldte kravene om høj modstand, der ville tillade bedre passage af høje frekvenser, og evnen til at man kunne lodde på det.
Få pickupper har givet næring til så megen mytedannelse og snobberi som ”P.A.F.´en”. Der føres mange diskussioner om hvorvidt de skulle adskille sig fra de senere tilsyneladende ens pickupper uden den eftertragtede ”P.A.F-label”, og har man en udgave fra den periode hvor Gibson løb tør for sort farvestof, og gav resultatet at pickupperne blev hvide (eller sort og hvid = zebra) en kort tid, løber prisen betragteligt i vejret. Endelig har enkeltpersoner bidraget til mystik og myter. Her er nok Peter Greens magiske mellempositions-lyd (se artikel andetsteds i bladet), og Eric Claptons afmontering af kapperne, for at opnå mere diskant, de mest kendte eksempler.
Gretsch Filtertron
Gibson fik ikke lov til at være alene på humbucker-scenen længe. Allerede i 1958 dukkede Gretsch op med deres svar. Filtertron-pickuppen (FILTER out elecTRONic hum) var ligesom forbilledet hos Gibson patentansøgt fra starten, men i modsætning til rivalens berømte ”PAF-label” prægede man det ned i metaldækslet.
Man opnåede patent i 1960 og gik herefter over til at præge ”US. PAT 2892371” i dækslet. En yderligere ting der adskilte Filtertron´en fra konkurrenten var at man brugte skruer på begge spolers poler. Det var en kraftig pickup, så det kan ikke undre at Pete Townshend fra The Who, som vel i deres velmagtsdage i 70´erne var blandt de højestspillende bands, erklærede at den orange Gretsch 6120 han havde fået af Joe Walsh var den kraftigeste guitar han nogensinde havde hørt. En anden højtspillende guitarist fra dengang, Jan Akkerman fra Focus havde sågar monteret en Filtertron på sin Les Paul.
Rickebacker ”Toaster”
Lige som den ligeledes californiske rival Fender, startede Rickenbacker som producent af lapsteel-guitarer. Disse var udstyret med en stor klodset pickup, ”Horseshoe-pickuppen” som blev overført til guitarmodellerne. Det stod hurtigt klart at man var nødt til at udvikle en ny model.
John Hall gik i gang med arbejdet, og fra ca. 1953 kom der flere udgaver af den pickup som til sidst endte som den model der blev kendt som ”chrome bar” eller ”Toaster-pickuppen”. Det sidste navn er fuldt forståeligt når man ser den ovenfra, den ligner grangiveligt en diminutiv brødrister. På trods af udseendet er her tale om en singlecoil-pickup, med et output og lydbillede der lægger sig i nærheden af en Telecaster-neckpickup.
Den vil for altid være en del af de ikoniske billeder af det tidlige The Beatles, fra den tid hvor de stadig turnerede. Den har aldrig fået et officielt navn, på trods af at John Hall forsøgte at kalde den ”True tone”, og vil sikkert eksistere resten af sine dage som brødristeren.
Danelectro ”Lipstick-pickup”
Den sidste pickup vi skal runde er igen en navnløs pickup, der er blevet kendt under sit tilnavn. Nathan Daniel startede sit eget firma i 1954, efter at have produceret mærket Silvertone for postordrefirmaet Sears & Roebuck. Målet var at fremstille billige guitarer, primært til begyndere.
Således var guitarernes dæk og bunde lavet af masonit (!), og påsat på en ramme af fyrretræ. Også pickupperne var utraditionelle. Dækslerne var nemlig lavet af læbestiftsetuier. Når man gennemsavede disse på langs var der dæksler til to pickupper. En anden markant forskel var at man i modsætning til andre pickupper viklede kobbertråden direkte rundt om en alnico-magnetbar.
”Lipstick´en” levede i mange år som et geheimtip fra bl.a. David Lindley der flittigt brugte den på sine Silvertone-guitarer, og senere gjorde den opmærksom på sig selv igen da en vis Stevie Ray Vaughan brugte hele tre stk. på en af sine Stratocastere. I dag lever den i bedste velgående efter at Danelectro er genopstået.
Coda
Man kan næsten allerede hører folk beklage sig. Hvor er Burns´ Tri-sonic, Epiphone´s Mini-humbucker, Gibson´s Charlie Christian, Kay´s “Kleenex box”, Fender´s Jaguar og Jazzmaster, Ry Cooder´s elskede Teisco-pickupper og alle de dejlige ting fra De Armond. Dette var ment som en appetitvækker, der var ikke plads til dem alle sammen. Håbet er at folk har fået lyst til at beskæftige sig med denne væsentlige del af den elektriske guitar, og selv gå jagt efter oplysninger. Et godt sted at starte er Vintage-show 2008.