| Information |
| Information |
Tekst og foto: Hans Qvistgaard - VGSM 2008
Det startede selvfølgelig i Hollywood. På en eller anden måde, i hvert fald. Jeg var sammen med min familie på det sidste ben af en fabelagtig tur ned langs Canadas og USAs vestkyst og var havnet et par dage i LA. Og der gjorde min datter mig opmærksom på en lokal guitar-forretning og antydede at jeg jo nok skulle ind og kigge – sandsynligvis for at den kvindelige del af familien kunne kigge på sko uden indblanding fra mig.
Det viste sig, at den lokale guitarshop hed Guitar Centre og var, som mange måske ved, kæmpestor og fuld af de mest fantastiske guitarer. Jeg drev savlende rundt, testede en Eric Johnson strat - temmelig frustrerende fordi jeg ikke havde rørt en guitar et par måneder - og endte så på gaden igen med et indtryk af en god forretning og en meget venlig og imødekommende stemning.
Nogle måneder senere fandt jeg Guitar Centre på nettet og opdagede at de har en stor afdeling med vintage guitarer og afdelinger rundt omkring i USA.
Og så, helt og fuldstændig tilfældigt, faldt jeg over en beskrivelse af Fenders og Guitar Centres Blackie-projekt. Jeg kendte selvfølgelig godt Blackie som Eric Claptons yndlingsguitar gennem mange år og jeg havde ved selvsyn også set, at den var blevet erstattet af nyere modeller - som nogle ældre mænd jo har en uvane med at gøre…. Men jeg vidste ikke, at Guitar Centre havde købt den originale Blackie og overladt til Fender Custom Shop at måle den igennem og lave et lille antal helt nøjagtige kopier. Alt dette stod beskrevet på Guitar Centres web, og der stod også, at kopierne, 275 styk, ville blive solgt den 24. november 2006. De fleste i USA, resten fordelt rundt omkring i verden.
Det var bare ikke til at stå for – jeg er håbløst og ulykkeligt forelsket i guitarer og dette var bare den hellige gral – eller det nærmeste man kan komme det.
Jeg kontaktede Guitar Centre, men det viste sig, at de kun solgte deres Blackies til folk med amerikanske Credit Cards. Så det var egentlig det. Guitar Centre henviste til de få Blackies der kom til Europa, og jeg prøvede uden held at få Andy i Andy´s Guitar Shop i London til at hjælpe.
Så opgav jeg det hele – og så vidt jeg ved, jeg der ikke er så kyndig udi religion, er den hellige gral heller aldrig blevet fundet.
Lang tid senere sad jeg og rodede i Aages hjemmeside og opdagede, at de sandelig havde et eksemplar af Blackie, som blev sat til salg i Danmark den 24. november – hvilket var dagen efter! Jeg havde skrinlagt projektet så grundigt, at jeg bare temmelig henkastet spurgte min kone, om hun kunne huske den der pissedyre guitar med skrammerne…..Hun vidste straks hvad jeg snakkede om og fortalte mig meget hurtigt og umisforståeligt, at nu skulle der gøres noget! Og efter en kort snak med min lige så forstående bankrådgiver - tænk at kende to så forstående kvinder, jeg er en heldig mand! - ringede jeg til Aage i København og spurgte om jeg kunne købe Blackie. Reaktionen var lidt tøvende, men svaret alligevel positivt – det kunne jeg da godt, men jo først dagen efter! Jeg var tydeligvis den første der havde reageret på Blackie, og blev i første omgang behandlet som en helt almindelig kunde der bestilte en almindelig guitar. Men lidt efter blev jeg ringet op igen og det krævede lige en lille formalitet af en bankoverførsel før jeg kunne læne mig tilbage og prøve at fatte, at Blackie faktisk var min!
Nogle dage senere hentede jeg guitaren i København. I mellemtiden havde der været et større mediestunt, med udpakning foretaget af Billy Cross, og fremvisning af vidunderet, så der var en noget ærbødig stemning i Aage, da jeg afhentede den custom-byggede guitar komplet med flightcase - også forsynet med ”autentiske” skrammer og labels! - og kørte hjem med den.
Og nu har jeg så Blackie hængende på min væg. En helt almindeligt udseende sort Strat, skrammet og slidt som en godt brugt guitar skal være det. Og jo altså en kopi af Eric Claptons trofaste følgesvend gennem mange år, kopieret i alle detaljer, fra det fastskruede vibrato-system til tusch-mærkerne og den gennemslidte bagside, og mest berømt: Brændemærket fra en cigaret på hovedet!
Og hvad er det så egentlig jeg har fået?
- Det er en rigtig god Strat, med den rigtige lyd, vægt, feeling, en perfekt, traditionel Fender Stratocaster.
- Det er ikke Blackie, men alligevel en forholdsvis enestående guitar, ikke en rigtig vintage, men alligevel en guitar med en masse historie og hype.
- Det er et instrument, der i kraft af sin baggrund også er et lille kunstværk, måske kan man sammenligne med en reproduktion af et kunstværk – et lille stykke americana, måske.
Og hvad skal jeg så egentlig med Blackie? Det er jo et godt spørgsmål! Først og fremmest spiller jeg på den i den sparsomme fritid jeg har, især hjemme hos mig selv, men af og til også i øvelokalet. Og så hænger den jo på min væg, hvor den måske ikke just pynter, men alligevel er en fornøjelse at kigge på. Lige som et andet kunstværk er der mange lag og historier i Blackie – det er lidt som at have et stykke levende musikhistorie hængende. Og i modsætning til et maleri kan man jo tage Blackie ned fra væggen og spille på den!
Det giver mig stadig stor glæde at have Blackie – kun er der en lille detalje som jeg aldrig har fundet ud af: Skal jeg passe på ikke at skramme den? Fenders Custom Shop havde jo fuldstændig styr på de skrammer og ridser den blev forsynet med, og hvad så med de skrammer, jeg laver, hvilken status har de?
Nå, det er ikke noget egentligt problem, bare lige en reminder om, hvilken underlig ting en kopi eller en relic egentlig er!