Gamle spader ruster ikke

---

Tekst: Søren Wedderkopp - Fra VGS magasinet 2008

---

På de store guitarfabrikker Fender og Gibson bygger de i dag fremragende guitarer. Men det er de mange professionelle musikere og entusiaster ligeglade med. I filmen ’Almost Famous’ skal den 15 årige William Miller med bandet Stillwater på turné. Han skal skrive om dem til magasinet Rolling Stone.
Hans mentor er Lester Bangs, som yder telefonrådgivning på alle tidspunkter af døgnet. På et tidspunkt i en af deres samtaler siger William:
”Jeg er glad for, at du var hjemme”.
”Jeg er uncool. Jeg er altid hjemme”, svarer Lester Bangs.
Enhver, der selv er uncool, ved, at dette er sandt: Vi, de uncool, er altid hjemme, nørklende i neonlys med nørdede interesser eller uudgivelige digtsamlinger. Mens cool mennesker mødes ude i byen og bytter selvbilleder og kropsvæsker, sidder vi uncool derhjemme og tørrer svedige håndflader af i fløjsbukser.

 

Det gjaldt dog ikke forrige weekend: to smukke dage i Svendborg, hvor Geeks, nørder og has-been-wannabes (det er min kategori) stimlede sammen for at sniffe hinandens trofæer og græde over ’the ones that got away’.

Vi var til Vintage Show – og objekterne var hverken biler eller portvin, men guitarer, basser og forstærkere. Fra 50’erne og 60’erne, alt overvejende.

Jeg er gammel amatørmusiker, men lad os være ærlige: Jeg nåede aldrig meget ud over plinke-di-plonk-stadiet, og min karriere blev noget overskygget af, at jeg gik i skole med Poul Halberg, som var en velbevandret og professionelt kompetent guitarist i en alder af cirka 11. Og så har jeg samlet på nu for længst tabte klenodier. Vintage Show har derfor i ugevis trukket i mig som en Saturn-måne i et Pluto-tidevand. Jeg har vidst, at det ville blive smerteligt. Minderne er for mange, og kassekreditten for lille.

Udstillingen fylder et par etager i Svendborg Borgerforening. Her, på mindre end 1000 kvadratmeter i alt, findes så meget nostalgi og så mange tabte kærligheder, med alt hvad det indebærer af oprippede sår, at det er næsten surrealistisk. Stemningen er sakral.

Dér hænger en Hagström Viking med den slankeste og hurtigste hals, jeg nogensinde har spillet på – magen til den, jeg solgte i et øjebliks distraktion engang i halvfjerdserne.

Dér står en Epiphone 1967 Casino (den model, John Lennon på på taget af Apple-bygningen i Beatles’ sidste live-optræden, og hvis karakteristiske lyd man kan høre på rigtig mange Beatles-numre fra de sidste tre år af gruppens tid sammen<9, som jeg solgte for en måneds husleje en gang i firserne.

Dér hænger en halvfjerdser-Stratocaster magen til den, jeg lammetævede med fuld rumklang på forstærkeren for at sovse mine bøffer ind, så de ikke var så nemme at opdage, dengang jeg spillede med Iron Dust på Daddy’s Dance Hall, og vi var ved at få rockerbank – på scenen!
Og dér…og dér!

Jeg krabber mig over til Ole Kehlets stand. Ole Kehlet er guitarbygger med værksted i Tølløse, og vi har en aftale om, at jeg skal gå med til hans ’clinic’, hvor han vil indføre os i kunsten at vurdere vintage-guitarer. Han sidder smilende og ser til, mens en herre i læderjakke og cowboystøvler trakterer en Fender Stratocaster efter fortjeneste. Da fyren er gået, fortæller Ole:
”Den han spillede på, har sin originalfarve, Dakota-rød, endnu. Den har aldrig været omlakeret.
Den er fra 1963, og alt hardware på den – mikrofoner, stol, saddel, bånd, kontakter, ledninger og slagbræt – er originalt. Du kan få den for 300.000 kroner”.

Jeg bemærker, at det hårrejsende ved denne pris ikke er, at man kan få en Audi for de samme penge – men at man kan få sådan en Stratocaster for de samme penge, som en Audi koster! Ole er helt enig og piller en anden guitar ned fra podiet. Umiddelbart ser den ud til at være identisk med den første, om end den røde farve ikke er helt så dyb.

”Den her kan du få for det halve”, siger han. ”Den er omlakeret, og det får øjeblikkeligt prisen til at falde med 50 procent”.
Senere på sin ’clinic’ fortæller Ole publikum, at han har set folk reducere værdien af en vintage-guitar med omkring 50.000 kroner på et par minutter – bare ved at være lidt for energiske med en pudseklud. Hans grundbudskab er - ikke overraskende - få en fagmand til at assistere ved vurdering og enhver form for restaurering af eventuelle rariteter, der måtte dukke op på lofter eller bagest i klædeskabe.

Hvis man står der i Borgerforeningen og prøver at lægge sin personlige blødhed om hjertet fra sig og se med nøgterne øjne på, hvad der foregår, må man uvægerligt stille sig selv det kritiske spørgsmål: Hvorfor?

Hvorfor kan det være, at de store fabrikker som Fender og Gibson i dag er så indfanget i deres egen fortid, at de bruger alle deres bedste guitarbyggere på at genskabe egen storhedstid i form af vintage-replikaer i stedet for at bygge nyt eller (oh, rædsel) udvikle?
En af direktørerne for Gibson påstår, at han ikke forstår et muk af det hele:

”Vi arbejder med meget mindre tolerancer og meget bedre elektronik i dag, så vores nye guitarer er meget bedre end de skæve håndtømrede fra 50’erne”, har han udtalt i et interview.

Men virkeligheden vil ikke lytte, og prisdannelsen heller ikke: Vi har lige hørt hvad en Fender Stratocaster er værd (det samme gælder for Telecastere). Og en Gibson Les Paul fra 1959-61 kan i dag uden besvær sælges for 150-500.000 kroner afhængig af stand. Vel at mærke til praktiserende, der tager spaden med i studiet og på scenen.

Fender og Gibson ved udmærket godt, hvad det går ud på: Guitarer er bygget af træ, og dem, der blev bygget i de år, hvor mærkerne opbyggede deres ry, blev bygget af førsteklasses håndværkere, som brugte førsteklasses træ. Brasiliansk rosentræ, cubamahogni, sitkagran og canadisk ahorn. Hvortil kommer, at lyd og feel er rundet på den kærlige måde, som kun alder kan. Lidt ligesom nikotingule værtshusvægge og cremonesiske violiner.

Mikrofonerne var om ikke håndviklede (en el-guitarmikrofon er i alt væsentligt en spole af kobbertråd rundt om en magnet), så i hvert fald fremstillet efter musikernes specifikationer, og med en omhu, som moderne masseproduktion ikke giver mulighed for.

Guitaristen Les Paul, der lagde navn til Gibsons mest berømte model, viklede selv sine mikrofoner i hånden, og det gør han formentlig den dag i dag, for selv om han har passeret de 92 år, er der ingen rapporter om, at han skulle være blevet for gammel til at spille guitar.

Derfor har begge fabrikker i dag Custom Shops, hvor de bedste guitarbyggere med de bedste materialer (af dem, der er råd og adgang til nu om stunder) bygger guitarer, som er minutiøse kopier af fortidens mesterværker. Nogle gange replikaer af standardguitarer med en bestemt årgangs specifikationer. Og nogle gange ud i det lettere absurde, som da Fender for nylig byggede en eksakt kopi af Eric Claptons berømte Blackie, en Stratocaster med helt sin egen historie.

I 1970 købte Clapton seks brugte Stratocastere for omkring 100 dollars stykket, og forærede en til George Harrison, Steve Winwood og Pete Townshend. De tre, der var tilovers, blev splittet ad og de bedste komponenter sat sammen til det, der endte med at blive hans mest berømte guitar.

Selv kaldte han Blackie et gadekryds, men det forhindrede den ikke i at gå for 959.500 dollar, da den i 2004 blev solgt på auktion til fordel for hans Crossroads Center for alkohol- og stofmisbrugere. Hvorom alting er: En gendigtning af denne guitar – komplet med brændemærker fra der, hvor Clapton i lighed med mange andre guitarister placerede sin cigaret, under den tykke E-streng oppe på hovedet ved siden af stemmeskruen, kan nu købes for omkring 150.000 kroner. Hvis man kan finde en af de kun 275, der er produceret.
Og sådan kunne man blive ved.

Det er ved at være lukketid i Svendborg. Jeg sidder med en Gibson ES 345 TD stereoguitar og prøver, uden strøm, at se ud som en, der har et lick eller to i ærmet. Omkring mig flyver anekdoterne gennem lokalet – guitarelskere kan flere røverhistorier end lystfiskere, og de bytter dem på samme måde, ikke overdrevent lyttende, mest ivrige for at komme til med deres egne.

Jeg stiller Gibson’en fra mig igen, jeg har ikke råd til at handle her og nu. Men jeg tager alligevel hele udstillingen med mig hjem.