Året er 1965. En producent af militære helikoptere mister sin største kunde. Samtidig boomer interessen for et komplet anderledes produkt – guitaren. Tilfældigvis spillede ejeren af helikopterfabrikken, Charlie Kaman, guitar i sine unge dage, og tilfældigvis er han overbevist om at han kan udnytte den teknologi, og de materialer han brugte til at bygge helikoptere, til at bygge en helt ny type guitarer. Ikke uvæsentligt for historien, har han både den beslutsomhed, og de økonomiske og tekniske resourcer der skal til for at udvikle disse helt nye idéer, og afsætte dem til et uhyre traditionsbundet marked.

Mens udviklingsarbejdet finder sted med denne nye guitar, får en af USA’s mest populære entertainere, Glen Cambell, ikke uheldigt for producenten, øjnene op for den, og tager den til sig.
Da firmaet senere fejrer sit tredive års jubilæum, er det veletableret som den største producent af akustiske guitarer i Amerika. Dette er historien om Kaman Aircraft, og Ovation guitaren. En historie så utrolig at ingen ville tro den kunne være sand, hvis nogen havde fundet på at lave den som en film. En historie om pionerer der vovede at bringe et så traditionsomgærdet instrument som guitaren ind i teknologiens moderne verden. Ikke med livet som indsats, men i høj grad deres levebrød, og deres omdømme.
Guitaren havde midt i tresserne nået et popularitetsniveau, som ingen guitarproducenter havde turdet drømme om. Instrumentet havde gennemgået en udvikling fra almindelige flattops, over archtops, elektriske archtops, til elektriske solidbody guitarer, og producenterne stod i kø for at opfylde efterspørgslen. Der var dog malurt i bægeret hos mange guitarfabrikanter, i form af billige japanske kopiguitarer der gjorde indhug i markedet, og hurtigt havde fået det økonomiske fundament til at vakle under flere amerikanske mærker. Man skulle være frygtløs - dumdristig ville nogen sige - for overhovedet at tænke på at etablere sig som guitarfabrikant i 1965.
Charlie Kaman var frygtløs, og en dygtig forretningmand. Samtidig havde han en stærk tro på at han kunne udvikle, og gøre ting bedre. Det var ikke tilfældigt, at det blev guitarer der afløste helikopterproduktionen. Som han senere forklarede i et interview, så er det to sider af samme sag. Når man bygger helikoptere bruger staben af ingeniører al deres tid på at regne ud hvordan man fjerner vibrationer og uønsket resonans. For at bygge guitarer skal man finde ud af hvordan man bedst muligt opnår vibrationer, og resonans. Vibrationer er vibrationer! Et simpelt ræsonnement, set med Kamans øjne.
Udviklingen af guitarer begyndte i 1964, hvor John Ringso fra helikopterafdelingen fik ansvaret for det nye guitarprogram. Han var snedker, af norsk afstamning, og en fremragende håndværker i gammeldags forstand.
Der var helt fra begyndelsen truffet beslutning om at sider og bund skulle fremstilles af kunststof. John Ringso havde tilvirket nogle støbeforme med facon som Martin dreadnought, men selv om der blev monteret de sædvanlige forstærkende braces af træ, i den støbte guitarkrop, var det flade fiberglasmateriale ikke stabilt nok, især i den skarpe vinkel der dannede overgangen mellem sider og bund. De første forsøg nåede aldrig så langt, at der blev monteret dæk på guitaren. Det senere design med den runde krop var endnu ikke inde i billedet i denne tidlige fase. Først da man ved tredje- eller fjerde prototype fandt på at lave den karakteristiske runde krop, opnåede konstruktionen den nødvendige styrke. Enhver ingeniørstuderende ved, at buefaconen har selvbærende egenskaber, med langt større styrke end flade konstruktioner. En egenskab de gamle romere udnyttede, og som moderne brobyggere stadig udnytter. Hønen har, med ægget, leveret prototypen på en let konstruktion, med stor styrke. Den paraboleffekt faconen giver, hvor den reflekterede lyd inde i guitarkroppen fokuseres omkring lydhullet, var ikke tilsigtet, har Charlie Kaman indrømmet, men en højst velkommen sideeffekt.
Guitarens dæk blev lavet af tre stykker gran, mod sædvanligvis to stykker, da fabrikken havde et lager af seks tommer bredt finer, der blev benyttet ved fremstillingen af rotorblade til helikoptere.
Uanset hvor teknisk perfekt en guitar er bygget, vil den være værdiløs hvis den ikke også lyder godt. Hos Kaman indrettede man et rum, hvor en guitarist blev anbragt med et udvalg af guitarer. I modsatte ende af rummet placerede man et større antal mennesker, med ryggen til guitaristen, så de ikke kunne se hvilket instrument han spillede på. Han spillede, og de lyttende blev bedt om at kommentere klangen i de guitarer de hørte. Forsøgspersonerne anvendte udtryk som ’blød klang’, klar tone, skarp klang, osv. Disse subjektive tilkendegivelser blev noteret for hver enkelt guitar, og efterfølgende blev alle guitarer gennemtestet, og analyseret, og ved hjælp af elektronisk udstyr blev der tegnede grafiske profiler, som viste hvor instrumentets resonansområder var i forhold til frekvensområder fra 50Hz til omkring 10.000Hz. Nu kunne man sammenligne et antal menneskers subjektive klangoplevelser, blød, klar, skarp, osv. med måleresultaterne, og se nøjagtigt hvilke akustiske egenskaber forskellige konstruktioner resulterede i.
Der blev efterfølgende bygget nogle testinstrumenter, hvor dækket var monteret med den normale inderside udvendigt, således at dækkets konstruktion af forstærkninger var synlig, og tilgængelig. Den normale udvendige side af dækket hvor stol og strengeholder var monteret, vendte nu ind i guitaren. Forsøg havde vist det ikke betød noget for de akustiske egenskaber, at dækket var vendt, men løsningen, som gjorde braces tilgængelig, gjorde det meget lettere at flytte, og tilpasse mønsteret af braces, og deres facon, indtil de resonansegenskaber var opnået, som både lyttepanel, og de selv synes bedst om. Så blev dækket vendt, og guitaren bygget færdig. Den gig under navnet Ovation Balladeer.
Der blev fortsat eksperimenteret med forskellige mønstre af bracings, og alt blev testet med osciloscoper.
Med en ny moderne guitar måtte der selvfølgelig også gøres noget ved det traditionelle flade, kantede guitarhoved. Chuck McDonough, chef for Kamans grafiske afdeling, blev sat på denne opgave, og han designede både Ovation logoet, guitarens hoved, og det specielle rosettemønster. McDonough vidste intet om guitarer, hvilket han selv anså for at være en fordel, da han så ikke var påvirket af konventioner omkring instrumentet.

I 1972 dominerede de akustiske modeller stadig Ovation-kataloget, og ikke alle modeller kunne fås med pickup, men de modeller der blev vist først i kataloget indikerede at Ovation havde en helt sikker fornemmelse af hvad fremtiden ville blive, og for mange er mærket lig med det første seriøse bud på en akustisk guitar med pickup.
Set med Charlie Kamans øjne havde alle konventionelle guitarer, inklusive Ovations egne modeller, en betydelig designfejl, som indebar at guitarens dæk var udsat for helt unødvendig belastning. Fejlen var lydhullets placering. I begyndelsen af halvfjerdserne, da Ovation var veletableret, satte han sig for at nydesigne guitarens dæk, for at fjerne det traditionelle lydhuls uheldige egenskaber. Resultatet – The Adamas – skulle blive en endnu større ændring af den traditionelle måde at bygge guitarer på, end Ovations tidligere opfindelse, runde fiberglas kasse, havde været.
Adamas designet tjente to formål. Det introducerede et kompositmateriale, som erstatning for det traditionelle dæk af grantræ. Velegnet grantræ var tiltagende en mangelvare, og prisen på det gik kun en vej. Derudover gik ingeniøropgaven ud på at finde en bedre løsning på lydhullet. Ifølge Charlie Kaman var lydhullet placeret i den værst tænkelige position. At skære et hul midt i guitarens dæk fjernede et vigtigt resonansområde i dækket. For at gøre ondt værre svækkede hullet dækket så meget at ekstra forstærkninger under dækket var nødvendige, hvilket forstærkede de negative følger, og dækkets evne som resonansbund. At placere lydhullet et andet sted, end midt i dækket, var ikke nogen ny idé. Gibson introducerede eksempelvis med succes ’f’ huller i violinstil i 1922. Området direkte under strengene skulle friholdes for udskæringer af enhver art, mente Charlie Kaman. Simple forsøg viste at de to buer, på hver side af gribebrættet, har begrænset betydning for et instruments klang, og at en placering af lydhuller her ville influere mindst muligt på dækkets akustiske egenskaber. Resultatet blev 22 større og mindre huller på hver side af den del af gribebrættet der havde kontakt med guitarens dæk, hvilket indbød til noget helt andet end den traditionelle lydhulsrosette. Chuck McDonough, der havde designet Ovationguitarernes karakteristiske hoved, blev sat på opgaven, og han løste den med et elegant, og kunstnerisk udskåret bladmønster, i forskellige træsorter.
Da Ovation havde vist at den traditionelle krop af træfinér kunne erstattes af en fiberglas krop, var det kun logisk også at erstatte guitarens dæk med et moderne materiale. Charlies nye guitarmateriale var en sandwich, bestående af tyndt birkefinér (normalt ikke anvendeligt til guitardæk) imellem to lag af kulfibre. Efter mange eksperimenter lykkedes det at lave en konstruktion, der kun var en tredjedel af tykkelsen på et traditionelt grandæk, helt upåvirkelig af fugt og temperatursvingninger, og som ikke kunne slå sig, som det traditionelle dæk af gran kunne. Et af flere mål med Adamas dækket var også at skabe et instrument med en overlegen klang, både akustisk og elektrisk. Efter mange eksperimenter med placering, og udformning af braces, lykkedes det Ovation at skabe en guitar som mange studieteknikere elskede, fordi de kunne EQ’e lyden fuldstændig som de havde lyst. Koncertlydteknikere elskede den fordi outputtet var helt forudsigeligt, især ved høje lydstyrker.
Navnet - ’Adamas’- er den latinske betegnelse for den hårdest tænkelige substans, det materiale som skaber diamanter. Latinske digtere anvender ordet i betydningen ubøjelig, eller uforgængelig. Da Adamas guitaren blev introduceret i 1976, var den et chokerende syn for mange, med den utraditionelle placering af lydhuller, og brugen af kunststofmaterialer til alt andet end halsen. Forudsigeligt blev der luftet mange fordomme omkring instrumentets akustiske egenskaber, oftest af folk som end ikke havde hørt instrumentet. Det blev dog hurtigt klart, at Adamas var en fremragende guitar, hvilket mange kendte kunstneres valg af instrumentet også indikerer.