| Information |
| Information |
Tekst og fotos: Søren Reiff - Fra VGS magasinet årgang 2009
For et par år siden blev jeg bedt om at fortælle om mit setup og mine guitarer til Vintage showets magasin. Dengang vidste jeg ikke hvor tæt jeg var på, at en drøm jeg der omtalte, ville gå i opfyldelse. En drøm om én guitar direkte i en forstærker.
Siden jeg stoppede som kapelmester på Den store klassefest, har jeg spillet en del med amerikanske musikere, både live og i studier – både i USA og i Europa. Ved et af mine besøg i L.A. for nogle år siden havde der været lidt uafklarethed om hvornår jeg ville ankomme, og derfor undskyldte kapelmester David Garfield, da vi mødtes, at han for en sikkerheds skyld også havde booket en anden guitarist ud over mig. Helt fint for mig, jeg synes det er en gave at få mødt og spillet med så mange musikere som muligt, og uanset hvem det var, vidste jeg at vedkommende ville spille rigtig godt. Det viste sig at være selveste Paul Jackson jr., som har spillet på et hav af cd'er blandt andet med Michael Jackson. Paul medbragte en guitar til jobbet jeg aldrig havde set før, hans signature model, en Gibson ES 346, som han stolt præsenterede for mig. Den lød afsindigt godt og var super alsidig. Den havde pondus som en Les Paul, masser af sustain, og samtidigt en varm og jazzet tone, når det skulle bruges. Et strejf af noget klassisk/old school med en lidt mere moderne undertone grundet dens konstruktion. Jeg var imponeret. Da jeg kom retur til Danmark lavede jeg lidt research og erfarede at modellen lige var gået ud af produktion. Desuden havde den kostet på den anden side af 45.000 hvilket fik mig til at skubbe tanken om sådan en guitar væk. Men drømmen spøgte og jeg var fra tid til anden på nettet for at se om jeg kunne finde en brugt, uden held. Min viden om modellen blev dog større og jeg kunne læse at de som havde en 346 yderst sjældent skilte sig af med den – øv.
Sidste sommer arvede jeg nogle penge efter min tante og min søgen på nettet blev intensiveret. Pludselig dukkede der en rød ES 346 op. Den var endda speciel eftersom den var brændemærket ”roadworn” bag på hovedet. Hvad betød det? Det viste sig at den stammede fra en auktion hvor kun indbudte folk kunne byde. En af Gibson's Custom shops skulle nedlægges og derfor solgte man ud. De guitarer som skulle sælges var guitarer som havde været brugt når celebre personer skulle prøve guitarer af til en tourne eller indspilning – de var derfor ikke sprit nye, men ”roadworn”.
Jeg tænkte at hvis den havde været Gibsons ”demo” for at lokke store artister i fælden var den sikkert fed. Jeg emailede Paul og spurgte om han kendte den, i tilfælde af at den var lavet til ham og han så havde kasseret den, men nej han kendte den ikke og havde derfor intet at udsætte på den.
For første gang i mit liv var jeg ved at købe en guitar jeg ikke havde prøvet at spille på – meget grænseoverskridende. Jeg emailede flittigt sælger i USA, som var sød og tålmodig. Han sendte et hav af fotos og besvarede gladeligt mine mange spørgsmål. Det vidste sig også at guitaren var blevet ”plek'ed”!? Mere research – det betød den havde fået nye bånd, samt ny saddel og var blevet justeret af en maskine som havde analyseret halsens form og kurve. Igen grænseoverskridende, når man er vant til at den gode gammeldags måde. Men prøv at google plek + guitar og se de videoklips som kommer op. Utroligt – og jeg må tilslutte mig – det virker!
Nåh, men tilbage til købet. Kraftigt opfordret af en kollega tænkte jeg: ”hva' pokker, jeg kan jo sælge den, hvis jeg ikke bryder mig om den” og kastede mig ud i det. Jeg overførte pengene og dagene blev pludseligt uendeligt lange. Endelig kom der besked at jeg kunne hente den i den lokale Super Brugs postafdeling, hvor den stod fint i sin kasse pakket ind i oceaner af pap ved siden af en palle kartofler. Spændingen var kolossal da jeg pakkede den ud – men den var og er fantastisk!
Den er lidt mindre end en 335. Kroppen er lavet af ét stykke mahogni, som er fræset ud, på samme måde vores forfædre lavede kanoer ud af træstammer. Den er fræset sådan at der stadig er en centerblok, men ellers er den hul som en 335. Dækket er lavet af flammet ahorn, som giver en hurtig respons. Materialerne er altså fuldstændigt de samme som på min gamle strat-agtige Washburn, som har været min hovedguitar de sidste 10-12 år. Mahogni kroppen betyder fylde og varme, og ahorn toppen et godt attak. Det at kroppen ikke er samlet af mange stykker som almindlige halvakustiske, giver mulighed for en runding på bagsiden som skaber plads til maven og ”dagens ret”, samt et dæksel som giver hurtig og nem adgang til elektronikken. Apropos elektronik så er pickupperne Gibson's 57 Classic Humbuckers, og ”kabelføringen” er klassisk Gibson, med en volumekontrol og en tonekontrol til hver pickup. Jeg leger lidt med tanken om at prøve hvordan det ville være med en varitone switch i stedet for tonekontrollen til bridge pickuppen, den tonekontrol bruger jeg alligevel aldrig, mens jeg ofte bruger den til neckpickuppen. En varitone vil muligvis give guitarerne endnu mere alsidighed, det kunne i hvert fald være interessant at prøve det en dag. Gribebrættet er af ibenholdt. De første ES 346'ere havde rosentræ, men efter det blev Paul Jacksons signature model blev de lavet med ibenholdt i stedet. Halsen er lavet af ét stykke mahogni og er compound, hvilket medfører at den ikke føles tyk længere oppe ad halsen.
En anden speciel ting ved guitaren er dens ”snake-head”. Hovedet ligner ikke almindelige Gibson hoveder, men er smallere og spidser til. Konstruktionen gør at strengene ikke bøjes efter sadlen for at komme over i stemmeskruerne. Det skulle betyde at guitaren skulle holde stemningen bedre, og være lettere at bende på. Om den er bedre at bende på end andre guitarer er en smagssag, men den holder stemningen helt utroligt og har både varme, blødhed, samt attak og sustain.
På kort tid blev jeg afhængig af denne guitar. Jeg begyndte med det samme at bruge den i studiet – sikke en fylde og karakter. Når jeg ikke orkede at spille mere sad jeg og læste mere om guitaren, selvom der ikke var megen data at finde om modellen. Et par uger efter jeg havde fået guitaren sad jeg således en aften og surfede – pludselig skete det, der var en til! Ok, modelbetegnelsen var ikke ES 346, og de materialer sælger beskrev var ikke som jeg lige har omtalt, men på fotoet var den magen til den anden, bare honningfarvet i stedet for rød! Jeg kontaktede sælger som igen boede i USA, men han holdt på at den hed noget andet, var lavet et helt andet år end serienummeret angav og kendte ikke noget til træet. Jeg bad ham sende flere fotos og tilsidst tog jeg chanchen og slog til.
Nu føltes dagene for alvor lange – var det en 346 og hvordan var den?
Samme Super Brugs, samme postdame, 10 dage senere – hun spørger: ”er det en guitar” da jeg afleverer pakkesedlen – ”øh, ja, svarer jeg forbavset” - hvordan kunne hun vide det. ”Er den ikke lidt skæv?” spørger hun mens hun hiver en buet gigbag frem fra hjørnet! Sælger havde sendt guitaren fra USA til Danmark i en almindelig gigbag, uden andet end et stykke plastik til at holde adressen! Med rystende hånd tog jeg imod den, svarede ”jo” og skyndte mig ud af butikken.
Hjemme åbnede jeg nervøst gigbagen. Guitaren havde mirakuløst overlevet. Bortset fra at slagpladen var faldet af, fejlede den ikke noget. Strengehøjden og halsen var så dårligt justeret, at den nærmest var umulig at spille på. Der var da heller ikke spillet meget på guitaren. Sælger havde tydeligvis ikke megen kendskab til guitarer. Stolen var vendt om, så man ikke kunne komme til at justere intonationen for bridge-pickuppen. Desuden var alle skruer på pickupperne, tailpiece, samt andre synlige skruer sat så de stod på lige rækker og pegede i samme retning. Men det var en ES 346, fuldstændig som den anden, og med nye strenge, en skruetrækker og lidt tålmodighed kom guitarens potentiale langsomt frem.
En var fantastisk, men at finde to inden for få uger var mirakuløst. Dermed var et problem omkring strengetykkelsen også løst. Den røde kunne beholde 0.11'erne på og dermed en temmelig jazzet fornemmelse, med rundhed og fylde fra strengetykkelsen. Den honningfarvede fik 0.10'ere og er derfor gearet til mere blueset og rocket materiale.
Siden jeg fik disse guitarer har jeg spillet flere koncerter hvor jeg har haft guitarerne, en wah og så direkte i en forstærker. Det simple setup tvinger mig til at tænke og spille på en anden måde, som jeg nyder og finder super inspirerende.
Faktisk gik der næsten et år fra jeg havde fået dem før jeg første gang havde dem ude med mit rack-setup. Det var til et job hvor Henrik Engqvist havde spurgt om jeg ville sidde ind med ham, guitaristen Jeff Richmann og bassisten Jimmy Haslip. Jeg var spændt – jeg følte mig hjemme på guitarerne, men vidste ikke hvordan de ville reagere, når jeg skulle spille højt gennem mit rack, det skulle blive interessant at høre.
Jeff spurgte da vi mødtes hvilken guitar jeg havde med, og undrede sig da jeg svarede: ES 346. Den kendte han ikke, men der gik ikke mange minutter før han nikkede anerkendende. Og jeg selv var lykkelig – de fungerede perfekt live. Masser af fylde, masser af sustain og ikke mindst masser af spilleglæde.
I den artikel jeg startede med at omtale her, svarede jeg at det ikke var så vigtigt hvilken guitar jeg fik med, hvis jeg skulle strande på en øde ø, bare jeg havde en guitar med. Overordnet set gælder det stadig, men hvis jeg KUNNE vælge er der ingen tvivl – så bliver det en af mine ES 346'ere – nok den røde!