The Beatles og pedalerne

The Beatles’ instrumenter har været grundigt dokumenteret i flere bøger og på utallige web-sites. Vox-forstærkerne, Gretch og  Rickenbacker-guitarerne, Höfner-bassen og Ludwig trommesættet kan også opleves i det nye Rockband-spil, og de fleste ”vintage-nørder” har en klar idé om hvilke instrumenter The Fab Four brugte på de klassiske indspilninger.

Anderledes forholder det sig med deres brug af guitarpedaler. Brugte beatlerne fx forvrængerpedaler, da de indspillede de rå guitarer til ”Taxman” eller ”Revolution”?

For at finde svar på spørgsmålene skal vi tilbage til ”Swinging London” i de tidligere 60’ere. På det tidspunkt var det ikke helt nemt at købe elektriske guitarer eller elektriske guitarforstærkere af høj kvalitet. De tidlige beat-musikere måtte ofte nøjes med at købe instrumenter, der var fremstillet lokalt, efter som globaliseringen og internethandel endnu ikke var opfundet!

En fremsynet trommeslager, der også var saxofonreperatør, lavede imidlertid om på sagerne. Han havde åbnet en anderledes musikforretning i Londons West End. Forretningen hed Drum City og solgte kun trommer - efter det amerikanske princip med en outlet, der kun havde en bestemt type vare. Trommeslageren, der snart skulle vise sig som en driftig forretningsmand med flere gode ideer, var Ivor Arbiter og hans Drum City på Shaftesbury Avenue blev den første eksklusive trommeforretning i London. En dag i april 1963 dukkede Ringo Starr og Brian Epstein op i forretningen. Arbiter havde mange kunder, der var på vej til at blive berømte og havde aldrig hørt om ”The Beatles”. Men Arbiter havde agentuaret på de amerikanske Ludwig-trommer og derfor endte Ringo Starr med at vælge et Ludwig Downbeat sæt. Starr fortsatte med at bruge Ludwig-trommer resten af sin karriere og løftede dermed Ludwig, der fylder 100 år i år, til uanede højder. Ivor Arbiter havde i øvrigt ved samme lejlighed på et stykke pap håndtegnet et løseligt forslag til hvordan ordene ”The Beatles” kunne skrives på stortrommeskindet med stort ”B” og et ”drop-T”. En lokal skiltemaler udførte det endelige arbejde for 5 Pund og beatlernes berømte logo blev dermed skabt. Arbiter åbnede en forretning mere, kaldet Sound City, der handlede med forstærkere og guitarer på, Rupert Street 22. Det var her The Beatles fra 1963 købte det meste af deres udstyr.

Keiths fuzz

Men i 1963 var der stort set aldrig nogen, der havde hørt om en guitarpedal, en fuzz, wah-wah, en octaver eller en flanger, sådan som vi kender dem i dag. Derfor brugte Beatles ikke pedaler i de tidlige år. Gibson havde ganske vist lanceret deres ”Maestro Fuzz Tone” i 1962 og på PJ Proby’s ”Hold Me” fra 1964 høres en Fuzz-pedal i baggrunden (en model, efter sigende designet af effektguruen Roger Meyer, der også har arbejdet med Jimi Hendrix). Det var først da Keith Richards i 1965 satte strøm til en fuzz-box og kreerede riffet til ”Satisfaction”, at pedalen blev kendt af en større offentlighed. Og da Jimi Hendrix to år senere optrådte på Monterey Popfestival og satte ild til sin guitar, vidste alle guitarister nu hvad en fuzz-pedal var. Også Ivor Arbiter. I mellemtiden var Ivor Arbiters firma blevet slået sammen med elektronikfirmaet ”John E. Dallas and Sons” og navnet ændret til Dallas Arbiter. Man udviklede også guitarforstærkere og kabinetter under navnet Sound City og Ivor Arbiter fik nu ideen til at designe sin egen fuzz-pedalforvrænger. På værkstedet udviklede man det, der fra efteråret 1966 skulle blive kendt som Arbiters Fuzz Face. Pedalens runde form er inspireret at et mikrofonstativ med rund massiv fod. Fuzz Face er i dag en legendarisk pedal med stor status, hvilket ikke mindst skyldes at den er blevet brugt af bl.a. Jeff Beck, Eric Clapton og ikke mindste Jimi Hendrix. Men også af The Beatles, der i 1965 havde indspillet Help og Rubber Soul, og nu var i gang med musik, der skulle blive til de epokegørende albums Revolver (udsendt 5. august 1966) og rockhistoriens mest berømte album Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band, der efter mere end 700 timers studiearbejde mellem december 1966 og april 1967 endelig blev udsendt 1. juni 1967. The Beatles havde spillet deres sidste offentlige koncert d. 28. august 1966 i Candlestick Park in San Francisco og bekendtgjorde herefter, at det var slut med at turnere. En enkelt undtagelse blev der dog gjort en råkold januardag i 1969, hvor The Beatles (hjulpet af pianist og organist Billy Preston) spillede det såkaldte Roof Top Gig på toppen af Apple-bygningens tag på Savile Row i London torsdag d. 30. januar. En 42 minutters lang koncert, hvor halvdelen senere blev brugt i filmen ”Let It Be”. Man kan spotte en fodpedal i nærheden af George Harrisons ”Silverface” Fender Twin Reverb forstærker, sandsynligvis en volumepedal.

Beslutningen om at stoppe koncertvirksomhed, betød at The Beatles 100% kunne koncentrere sig om indspilning og kreativ eksperimenteren med studiets virkemidler. I 1966 havde man slet ikke den teknologi, vi har i dag og musikeren var ikke tæt på udstyret, der konsekvent blev betjent af studieteknikere, overvåget af en producer samt diverse indspilningsassistenter. Beatles blev ved med at stille innovative krav i EMI-studiet på Abbey Road (der først i 1970 blev omdøbt til Abbey Road Studios) og kom på den måde til at ”opfinde” mange af nutidens guitarpedaler. Som leadguitarist var George Harrison naturligt nok den første til at prøve, når der gik rygter om nye pedaler. Allerede i juli 1963, under indspilningerne af ”She Loves You” og ”Don’t bother me”, havde beatlerne da også prøvet den amerikanske Gibson Maestro Fuzz. Men ingen af disse optagelser nåede udgivelse – og siden var det kun engelske pedaler de ville afprøve i studiet. På George Harrisons nummer ”I Need You”, indspillet mandag d. 15. februar 1965 (samme dag som indspilningen af ” Ticket To Ride”), brugte han for første gang en guitarpedal, der af nogle identificeres som en såkaldt ”tone pedal”. Der er tale om en volumepedal, som han også anvendte dagen efter på indspilningen af ”Yes It Is”, hvor det er mere tydeligt at høre effekten.

Indbygget fuzz

Hører man fuzz eller forvrængning på en Beatles-indspilning, vil det højst sandsynligt være en Sola Sound Tone Bender , (oprindelig udgivet af Vox, kan i vore dage fås i en ”Gary Hurst” –version), Arbiters Fuzz Face (i dag bl.a. genudgivet af Dunlop) eller indbygget forvrængning fra en Vox-forstærker – ofte spillet på en Epiphone Casino guitar. På et billede fra Revolver–indspilningerne i EMI-studierne studie 3 fra april 1966 kan man således se en Sound Tone Bender Mk.1.5, placeret oven på McCartneys Fender Bassman forstærker. På den tid havde man endnu ikke fået for vane at placere guitarpedalerne ved foden, de blev placeret ved forstærkeren, hvor man drejede på de øvrige knapper. The Beatles spillede i perioden fra 1962-67 hovedsagelig på Vox-forstærkere, startende med AC-30, AC-50, AC-80 og videre til AC-100 efterhånden som det blev nødvendigt med kraftigere og kraftigere forstærkere. Vox Conqueror-ampen, der bl.a. kan ses i ”videoen” til ”Hello Goodbye” og i studiofilmen ”Hey Bulldog” havde indbygget fuzz/forvrænger. Det var derfor ikke nødvendigt at bruge guitarpedal og Conqueror-ampen blev bl.a. benyttet i 1968 til sessions med indspilning af "Hey Bulldog" og "Lady Madonna". Lydkteknikeren Geoff Emerick, der var med på stort set alle The Beatles tidlige indspilninger og havde en stor del af æren for arbejdet på bl.a. Revolver, Sgt. Pepper og Abbey Road fortæller i sin bog ”Here, There and Everywhere- my life recording The Beatles” at Harrison medbragte nye fuzz-pedaler ved indspilningen af ”Hey Bulldog” søndag d. 11. februar 1968 og på take 10 blev der også brugt fuzz på basguitaren.

Harrisons wah

I 1965 var Vox-navnet blevet opkøbt af amerikanske Warwick Electronics Inc. / Thomas Organ Company og man havde lanceret en forstærker, kaldet ”The Super Beatle”. The Beatles selv brugte dog aldrig denne forstærker i studiet i England, men den blev stillet til rådighed for bandet under de sidste koncerter i USA.  Specielt for ”Super Beatle”-forstærkeren var muligheden for at kontrollere MRB (mid range boost) med en fodpedal; hvilket blev forløberen for den pedal, der slutteligt blev introduceret på markedet i november 1966. George Harrison blev bruger af wah-wah effekten og skrev endda senere en sang med titlen Wah-Wah (udsendt på All Things Must Pass i 1970). Men det er meget få Beatles-numre, hvor man kan høre wah-wah. Mest kendt er ”Across the Universe”, der oprindelig er indspillet i 1968, men er udsendt i flere forskellige versioner. På versionen fra ”Let It Be”-albummet, remixet af Phil Spector, kan man høre wah sammen med Spectors overdubbede strygere og kor, indspillet og mixet i foråret 1970. I Let It Be-filmen kan man også se George Harrison spille wah-wah, bl.a. når bandet øver ”I’ve got a feeling”.

En af de mest markante distortede guitarer fra The Beatles findes på introen til ”Revolution”, der er blev udgivet som B-side til singlen ”Hey Jude” d. 30. august 1968. Men her er der heller ikke tale om en guitarpedal. Der var tale om en genindspilning af nummeret; den første indspilning (en langsommere udgave) blev senere udgivet på ”det hvide album”, der udkom d. 22. november 1968. I den nye version ønskede John Lennon den mest rå lyd man kunne forestille sig og punkede tekniker Geoff Emerick så meget, at sidstnævnte følte sig nødsaget til at overtræde EMI-studiets strenge tekniske regulativer. Mod reglerne serieforbandt han to preamps i studiets REDD 51 rør mixerpult og skruede voldsomt op for gainen, hvilket absolut ikke var tilladt. De kunne brænde af og Emerick kunne miste sit job! Heldigvis opdagede studioledelsen det ikke, og en ultra rå fuzz-lyd var skabt med to Beatles-guitarer. Direkte i pulten - helt uden guitarpedaler - og lyden blev på mange måder forbilledet for 90’ernes rå grunge-guitar.

På samme eksperimenterende måde, blev effekter som ADT (automatisk double tracking), flanging, DI (direct injection ”line”) og leslie på vokaler første gang hørt i studierne på Abbey Road, når Beatles eksperimenterede. Først adskillige år senere blev sådanne effekter tilgængelige i pedalform for almindelige musikere.